Den amerikanske præsidents politiske strategi for sikkerhed omfatter for "første gang" økonomisk sikkerhed, siger Donald Trump i en præsentation under overskriften "Amerika først".
Økonomisk sikkerhed er "fuldstændig nødvendig for amerikansk styrke og indflydelse" i udlandet, argumenterer Trump, da han mandag fremlægger sin sikkerhedsstrategi.
- Et land uden grænser er ikke et land. Et land, som ikke beskytter dets velstand hjemme, kan ikke beskytte dets interesser ude i verden, siger Donald Trump.
Økonomisk sikkerhed har en høj prioritet i strategien, hvor det understreges, at amerikanerne vil presse på for at få skabt balance i USA's økonomiske relationer - navnlig i forholdet til Kina.
Trump langer ud efter både Rusland og Kina.
De to store lande "udfordrer USA's styrke, indflydelse og interesser. De forsøger at undergrave amerikansk sikkerhed og velstand".
Præsidenten fortsætter sin kritik fra valgkampen af sine forgængere, som ifølge Trump har svigtet opbygningen af USA nationalt.
Mens økonomi og national sikkerhed står centralt i strategien, ryger klimaforandringer helt ud som en trussel mod USA.
Det sker i forlængelse af landets beslutning om at forlade en international FN-aftale, hvis mål er at bekæmpe klimaforandringer.
Trump nævner også i forbindelse med præsentationen, at et planlagt terrorangreb i Sankt Petersborg kunne have kostet "tusinder" af liv, hvis ikke det var blevet forhindret.
Det var amerikanske CIA, som gav Rusland et tip om et muligt terrorangreb i den russiske storby.
- De kunne pågribe disse terrorister før hændelsen, så ingen liv gik tabt. Det er en god ting, og det er sådan, det skal fungere, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AP.
/ritzau/