USA's præsident, Donald Trump, fortæller gerne sin version af samtalerne med den tidligere FBI-chef James Comey under ed.
Det siger han på et netop afholdt pressemøde, da en journalist spørger om følgende:
Er du villig til at tale under ed og give din version af, hvad der skete?
- 100 procent, svarede præsidenten.
Meldingen kommer efter gårsdagens høring af James Comey i det amerikanske senat.
Her sagde den republikanske formand for efterretningskomitéen i Senatet, Richard Burr, at der er behov for at høre præsident Donald Trumps version af de begivenheder, som James Comey beskriver i et skriftligt vidneudsagn.
Og det afviser præsidenten altså ikke at gøre.
Hverken be- eller afkræfter optagelser
På pressemødet sagde Donald Trump ligeledes, at han indenfor kort tid vil afsløre, om der findes optagelser af hans samtaler med James Comey.
- Men I bliver skuffede, når I hører svaret. Bare rolig, sagde han.
Derudover kritiserede han endnu engang den tidligere FBI-chef og beskyldte ham for at lyve.
- Han (James Comey red.) er en "leaker", men vi ønsker at komme tilbage til at regere vores land, sagde han.
USA's præsident og James Comey er kommet med forskellige forklaringer på, hvad der er blevet sagt under de samtaler, de har haft med hinanden, siden Trump tiltrådte som præsident i januar og til Comeys fyring den 9. maj.
På høringen sagde James Comey, at han havde et klart indtryk af, at Donald Trump forsøgte at stoppe FBI's undersøgelse af de mulige russiske forbindelser til Trumps kampagnestab - herunder undersøgelserne af den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.
Men dette afviser Donald Trump.
Lederne af Rusland-undersøgelsen, der skal afdække om Trumpadministrationen havde forbindelse med russerne, har i dag spurgt Det Hvide Hus, om der eksisterer optagelser af samtalerne.
Og hvis der gør, om de i så fald kan få udleveret materialet inden den 23. juni.
Det Hvide Hus har endnu ikke svaret på henvendelsen.