Trump klar med alternativ til Obamacare

En afstemning om sundhedsformen i USA skal afvikles allerede i næste uge, siger Donald Trump.

Trump overtager præsidentposten i næste uge fra Barack Obama. (Foto: © Albin Lohr-Jones, Scanpix)

Donald Trump vil afskaffe USA's sundhedsreform - i folkemunde kaldet Obamacare - allerede i næste uge, skriver New York Times.

- Vi må komme i sving. Obamacare har været en katastrofe, siger Trump.

Den kommende præsident appellerer til republikanerne i Kongressen om at stemme for dette. Der er ingen tid at spilde, siger han ifølge avisen.

En afstemning kan blive allerede i næste uge, og et alternativ skal sættes i værk nogle uger derefter, mener Trump.

Republikanske ledere havde ellers sagt, at der ville gå to til tre år, før man var klar med et alternativ.

Reformen har været et af den afgående præsidents største politiske mål.

Obamacare har givet sundhedsforsikring til omkring 20 millioner amerikanere, som tidligere stod uden forsikring.

Sundhedsreformen blev vedtaget i 2010, men den blev først fuldt indfaset i 2014.

Den har skabt splid i USA. Amerikanerne tvinges nu til at sørge for sygesikring, hvilket ifølge kritikere er en krænkelse af grundlæggende borgerrettigheder.

Obamacare betyder blandt andet, at forsikringsselskaber ikke må afvise folk, der allerede har en sygdom eller lignende.

Reformen giver børn mulighed for at være en del af forældrenes sundhedsforsikring, indtil de er 26 år. Og virksomheder med flere end 50 ansatte skal stå for de ansattes forsikring.

/ritzau/