Trump kalder undersøgelse af afsat rådgiver for 'heksejagt'

Det er forståeligt, at tidligere rådgiver Michael Flynn beder om immunitet, mener præsidenten.

FBI er i gang med en undersøgelse af Michael Flynns kommunikation med russisk ambassadør. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, bakker op om sin tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynns tilbud om at vidne mod et krav om immunitet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Et eventuelt vidneudsagn kan blive aktuel i forbindelse med en undersøgelse af, hvorvidt Trumps stab - og herunder Flynn - havde forbindelser til Rusland under valgkampen. Hvis Flynn sikres immunitet, vil han ikke kunne retsforfølges.

- Mike Flynn bør bede om immunitet, fordi dette er en heksejagt (som undskyldning for det store valgnederlag) fra mediernes og demokraternes side, skriver Donald Trump i et tweet.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/847766558520856578

Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver har tilsyneladende en historie, han gerne vil fortælle, og derfor udsendte han torsdag en pressemeddelelse, hvor hans advokat skrev, at betingelsen for Flynns vidnesbyrd er, at han "forsikres mod uretfærdig retsforfølgelse".

Michael Flynn blev afsat fra sin post som Trumps sikkerhedsrådgiver, efter at det kom frem, at han havde tilbageholdt oplysninger om samtaler med den russiske ambassadør.

FBI har iværksat en undersøgelse af Flynns kommunikation med den russiske ambassadør, Sergej Kisljak.