Iran er kontrolleret af et fanatisk regime, som har spredt død, ødelæggelse og kaos over hele verden, og som ikke har overholdt sin del af atomaftalen.
Sådan lød det fra kort tid siden, da den amerikanske præsident, Donald Trump, fremlagde USA’s nye linje over for Iran.
Som følge af bruddet vil præsidenten – som forventet, ikke bekræfte, at Iran overholder sin del af aftalen, som blev indgået i 2015.
Udmeldingen betyder ikke, at USA trækker sig fra aftalen, men at amerikanerne blandt andet vil indføre en række sanktioner over for landet uden om atomaftalen.
Samtidig vil præsidenten henvise aftalen til Kongressen, som kan vælge at genindføre sanktioner mod Iran, ligesom den amerikanske regering også vil gå i dialog med landets allierede i et forsøg på at få ændret atomaftalen.
Sponsorerer terror
Ifølge præsidenten har Iran begået brud på flere dele af aftalen, heriblandt at møde USA’s forventninger i forbindelse med brugen af centrifuger til berigelse af uran.
Donald Trump anklagede også Iran for at true internationale observatører og for at overskride den tilladte grænse for mængden af tungt vand, som kan bruges til udviklingen af atomvåben.
Samtidig er Iran til USA's store utilfredshed fortsat med at udvikle missilsystemer - dog er dette ikke et brud på atomaftalen.
Det er blandt andet sponsoreringen af terror, som USA vil forebygge gennem de økonomiske sanktioner mod blandt andet Irans Revolutionsgarde, som præsidenten kalder "Irans leders personlige, korrupte terrorstyrke".
Den amerikanske præsident håber, at de nye tiltag vi få Iran til at genoverveje sin udøvelse af terror.
Ifølge internationale observatører har Iran overholdt sine forpligtelser i forhold til atomaftalen.