USA's præsident, Donald Trump, forsvarer sin ældste søns møde med en russisk advokat under valgkampen før sidste års amerikanske præsidentvalg.
- Set ud fra en praktisk synsvinkel ville de fleste have taget det møde, siger Trump på et pressemøde i Paris med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
Trump betegner sin ældste søn, Donald Trump Jr., som "en vidunderlig ung mand". Han mødtes med en russisk advokat - ikke en advokat for den russiske regering.
- Intet skete på mødet, siger præsidenten.
Mødet fandt sted i juni 2016 i Trump Tower i New York. Donald Trump Jr. deltog i mødet for at skaffe belastende oplysninger om farens modkandidat, Hillary Clinton, under valgkampen.
Udover Trump junior deltog præsidentens svigersøn Jared Kushner, som nu er særlig rådgiver i Det Hvide Hus, og Paul Manafort, som dengang var chef for Trumps valgkampagne.
En række e-mails, som Donald Trump Jr. har offentliggjort, viser, at den russiske advokat Natalia Veselnitskaya mødtes med ham.
Af de mails fremgår det, at russerne havde oplysninger, der kunne skade Demokraternes præsidentkandidat.
Sent onsdag dansk tid sagde den amerikanske præsident, at han først for få dage siden fik kendskab til mødet mellem sin søn og russiske kilder.
Trumps kampagnestab har i det seneste år fastholdt, at ingen med forbindelse til kampagnestaben havde nogen møder med russere, der forsøgte at påvirke det amerikanske valg.
Kort før Trump holdt pressekonference med Macron, sagde den republikanske formand for Senatets retsudvalg, at han vil bede Trumps søn afgive forklaring i Kongressen om forbindelser til Rusland.
Formanden, Chuck Grassley, siger, at det måske kan ske næste uge, skriver nyhedsbureauet AP.
/ritzau/dpa