'Trump-fløjen har vundet en sejr' med den nyvalgte formand for Repræsentanternes Hus

Med den nye formand får Repræsentanternes Hus en meget konservativ lederskikkelse, siger DR's USA-korrespondent.

Republikaneren Mike Johnson er blevet valgt som ny formand for Repræsentanternes Hus i USA. (Foto: © Jim Lo Scalzo/EPA/Ritzau Scanpix)

I tre uger har formandsstolen i Repræsentanternes Hus i USA stået tom. Men nu kan en ny formand sætte sig til rette - nemlig republikaneren Mike Johnson.

Ved en afstemning blandt medlemmerne af Repræsentanternes Hus onsdag aften dansk tid fik Mike Johnson flertallet af stemmerne. Han hev 220 stemmer hjem, mens demokraten Hakeem Jeffries måtte nøjes med 209 stemmer.

Med den nye formand får Repræsentanternes Hus en meget konservativ lederskikkelse, siger DR's USA-korrespondent Philip Khokhar, der også fremhæver, at Mike Johnson egentlig ikke er et særlig kendt ansigt.

- Han var relativt ukendt i amerikansk politik. Han var ikke en stor figur, men han endte med at blive kompromiskandidaten blandt republikanerne, siger Philip Khokhar.

Med venstre hånd på Bibelen og højre hånd løftet ved sin side blev Mike Johnson taget i ed som formand for Repræsentanternes Hus. (Foto: © Alex Brandon/AP/Ritzau Scanpix)

Ny formand efter tre ugers magtvakuum

De seneste par uger har været præget af et magtvakuum i USA's kongres, efter den tidligere formand, republikaneren Kevin McCarthy, blev skubbet af pinden af sine egne partifæller den 3. oktober.

Det var første gang nogensinde, at en siddende formand for Repræsentanternes Hus i USA blev væltet.

Siden Kevin McCarthy blev væltet, har det været et stort spørgsmål, hvem der skulle overtage formandstjansen. Flere kandidater har været i spil - herunder de to republikanere Jim Jordan og Steve Scalise - men ingen af dem har kunnet samle flertal.

Når der ikke er en formand for Repræsentanternes Hus kan der ikke sendes lovforslag til afstemning. Derfor går der ifølge Philip Khokhar også et lettelsens suk gennem Washington, nu da en ny formand endelig er fundet - også blandt Demokraterne.

- Nu har man endelig en formand. Nu kan man forhåbentligt komme videre med nogle af de især udenrigspolitiske kriser, som i den grad præget Washington og resten af verden, siger Philip Khokhar.

Men vejen til at finde den nye formand har altså været svær, og det skyldes særligt intern splittelse i det republikanske parti, siger Philip Khokhar.

- Det republikanske parti er i virkeligheden nærmest ikke ét parti. Det er to partier.

Philip Khokhar forklarer, at partiet er delt i to fløje. En højrefløj, der støtter Donald Trump af hele deres hjerte, og en anden mere moderat fløj, som mener, at Donald Trump ødelægger partiet, og at partiet ikke har en fremtid med ham ved roret.

Den nyvalgte formand Mike Johnson holdt pressekonference i Washington D.C. efter afstemningen. (Foto: © Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix)

En trofast Trump-støtte

Den 51-årige Mike Johnson hører til højrefløjen i det republikanske parti og støtter ekspræsident Donald Trump.

Mike Johnson er især kendt for at have stået i spidsen for 126 republikanske politikeres forsøg på at få USA's højesteret til at omgøre valgresultaterne i flere delstater, hvor Trump tabte valget i 2020.

Og det er da også en triumf for "Make America Great Again"-fløjen, at Mike Johnson nu skal sidde i formandsstolen i Repræsentanternes Hus, siger DR's USA-korrespondent Philip Khokhar.

- Det er helt åbenlyst, at Trump-fløjen har vundet en sejr. De fik ikke deres oprindelige kandidat Jim Jordan, men det lykkedes dem altså at vinde det her 'speaker-seat' over de lidt mere moderate figurer i det republikanske parti.

Donald Trump var da også hurtigt ude og lykønske Mike Johnson med formandsposten, da afstemningen var slut.

- Jeg har kendt ham længe. Han er en fantastisk leder og en fantastisk mand, lød det fra den tidligere amerikanske præsident, efter nyheden om den nye formand kom ud.

Valget af Mike Johnson som formand påvirker også, hvilken retning det republikanske parti kommer til at bevæge sig i fremover, siger Philip Khokhar.

- Det her er et parti, der helt klart går til højre frem mod præsidentvalget til næste år, siger han.

Med den nye titel som formand for Repræsentanternes Hus bliver Mike Johnson nummer tre i det amerikanske politiske hieraki efter præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris.