Trump får kritik efter London-tweet

USA’s præsident benyttede terrorangrebet til at tale om indrejseforbud.

Donald Trump mener, at angrebet i London viser, at der er brug for et indrejseforbud. (Foto: © Kevin Lamarque, Scanpix)

De fleste af verdenslederne har på det sociale medie Twitter været ved tasterne for at udtrykke deres støtte til Storbritannien og London, efter seks personer blev dræbt ved et terrorangreb.

Og USA’s Donald Trump er ikke nogen undtagelse.

- Vi skal være smarte, beredte og hårde. Domstolen skal give os vores rettigheder tilbage. Vi har brug for indrejseforbuddet som et ekstra lag af sikkerhed!

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/871143765473406976

Indrejseforbuddet var en del af Donald Trumps valgløfte og skal ifølge Trump-administrationen fungere som et skjold mod terror og skabe ekstra sikkerhed for amerikanerne. Indrejseforbuddet gælder borgere fra seks lande med en overvejende muslimsk befolkning.

Men lige nu er det blokeret ved domstole i USA, fordi forbuddet diskriminerer mod muslimer.

Men præsidentens tweet blev ikke lige godt modtaget af alle. Nogle mener, at han bruger angrebet som politisk løftestang. De britiske myndigheder kender endnu ikke motivet til angrebet i London og kender heller ikke gerningsmændenes identitet.

Ifølge The Guardian kalder John Horgan, psykolog og terrorforsker ved Georgia State University, Trump for ”øverstkommanderende chefopportunist”.

En professor i politik, Daniel Drezner, kalder Donald Trump ”en billig hustler”, der ikke forstår sit embede.

Cecilia Wang fra American NGO’en Civil Liberties Union skriver ifølge CNN:

- Vi skal være forargede, når præsidenten udnytter en skrækkelige, voldelige forbrydelse til at promovere sin diskriminerende og ulovlige politik.

Den højtstående demokrat fra Kentucky, Alison Grimes, skriver, at Donald Trump spreder "frygt og had" med sit svar.

Som støtte til briterne sendte præsidenten dog også et tweet uden politisk indhold.

- Hvad end USA kan gøre for at hjælpe i London og Storbritannien, så er vi der. VI ER MED JER. GUDS VELSIGNELSE.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/871145660036378624