Trump efter Flynns fyring: Hans opkald til Rusland var lovlige

Den amerikanske præsident afviser igen, at der har været samarbejde mellem hans kampagnestab og Rusland.

Journalister slog tidligere i dag ring om præsidenten foran Det Hvide Hus for at spørge til Michael Flynns tilståelse i går. (Foto: © Jose Luis Magana, Scanpix)

- Det, der er kommet frem, er ikke et samarbejde. Ikke et samarbejde. Der har været absolut intet samarbejde.

Sådan lyder det fra den amerikanske præsident, Donald Trump, dagen efter at det er kommet frem, at hans tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn har løjet overfor FBI.

Løgnene er faldet i forbindelse med undersøgelserne af eventuelle forbindelser mellem Trumps kampagnestab og Rusland i forbindelse med præsidentvalget sidste år.

Michael Flynn stod i går skoleret foran retten, efter at han var blevet anklaget for at lyve overfor FBI ved to lejligheder.

Foran retten erklærede Flynn sig skyldig i at have fortalt usandheder om samtaler med russiske ambassadør i USA, Sergey Kislyak, som fandt sted i overgang mellem Obama- og Trump-regeringen i december 2016.

- De handlinger, jeg anerkendte i retten i dag, var forkerte, og jeg arbejder gennem min tro på gud på at gøre tingene rigtigt, lød det fra Flynn efter retsmødet.

Flynn måtte forlade posten som rådgiver for Donald Trump, et par uger efter at Trump-regeringen var trådt til. Forklaringen dengang var, at han havde løjet overfor vicepræsident Mike Pence. Og den forklaring holder Trump fast i:

- Jeg var nødt til at fyre Flynn, fordi han løj overfor vicepræsidenten og FBI. Han har erklæret sig skyldig i de løgne. Det er en skam, for hans handlinger under overgangen var lovlige. Der var intet at skjule!, skriver præsidenten på Twitter.

Som national sikkerhedsrådgiver var Michael Flynn en af Donald Trumps nærmeste medarbejder, og han er den hidtil mest prominente embedsmand, der er anklaget i undersøgelsen af den påståede forbindelse til Rusland under valgkampen.

Rådgivere kendte til kontakt med Rusland

Flynns indrømmelse var ikke det eneste, der kom ud af hans tur i retten i går.

Retsdokumenter viser endvidere, at andre af Donald Trumps nærmeste rådgivere var vidende om, og medvirkende til, at Flynn kontaktede den russiske ambassadør.

I dokumenterne står der nemlig, at Michael Flynn var i tæt kontakt med Trumps hold af rådgivere, det såkaldte Presidential Transition Team (PTT), der skulle forberede Donald Trumps overtagelse af præsidentposten.

De rådgivere skal ifølge retsdokumenterne have været i kontakt med Michael Flynn, inden han kontaktede Sergey Kislyak. Efter samtalen med ambassadøren ringede Flynn tilbage til Trumps rådgivere og fortalte dem om samtalen.

Ifølge adskillige amerikanske medier - heriblandt CNN og Washington Post - er en af en de rådgivere fra PTT Trumps svigersøn, Jared Kushner.

Samtaler om sanktioner

Samtalerne med den russiske ambassadør fandt sted i slutningen af sidste år.

Den 22. december kontaktede Michael Flynn den russiske ambassadør vedrørende den kommende regerings forhold til en FN-resolution, der fordømmer og stempler Israels bosættelser på Vestbredden for ulovlige - en resolution, som Trumps kommende regering var imod.

Derfor bad Flynn Rusland om at stemme imod den eller udsætte afstemningen om resolutionen i FN. Ambassadøren ringede senere tilbage og indikerede, at Rusland ikke ville stemme imod den, viser retsdokumenter ifølge Washington Post.

En anden samtale fandt sted den 29. december, hvor Flynn ringede til Sergey Kislyak og bad Rusland om ikke at eskalere en verserende strid over sanktioner mod Rusland, som Obama-regeringen havde vedtaget.

Det er de to samtaler, som Flynn i går tilstod ikke at have talt sandt om, da han blev afhørt af FBI den 24. januar - fire dage efter at Trumps regering var blevet indsat i Det Hvide Hus.

Derudover fortalte han, at han talte med en højtstående rådgiver fra PTT den 29. december for at 'diskutere hvad, eller om han overhovedet, skulle kommunikere til ambassadøren om amerikanske sanktioner'.