Trump: Det haster ikke at sikre atomaftale med Nordkorea

Præsident Donald Trump har ikke travlt med at få forhandlet en atomaftale på plads med Nordkorea, siger han.

USA's præsident Donald Trump går sammen med Nordkoreas leder Kim Jong Un ind til deres forhandlingsmøde på Sofitel Legend Metropole hotel i Hanoi. (Foto: © Saul LOEB, Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, har "ikke travlt" med at forhandle en atomaftale på plads med Nordkorea.

Det siger han på vej ind til dagens møde med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, i Vietnams hovedstad, Hanoi.

Den amerikanske præsident har flere gange opfordret Nordkorea til at skrotte sine atom- og missilprogrammer. Men nu siger Trump, at det først og fremmest er vigtigt, at de to lande får et godt forhold.

- Jeg mener, at det er vigtigt, at vi har et stærkt forhold. Når man har et godt forhold, kan der ske mange gode ting, siger Donald Trump til de fremmødte journalister.

Kim Jong-un svarede på spørgsmål

Adspurgt hvorvidt Kim Jong-un er villig til at gøre Nordkorea atomfrit, svarer lederen ja.

- Hvis jeg ikke var (villig red.), ville jeg ikke være her, lød det fra Kim Jong-un, hvorefter Donald Trump svarede:

- Det er måske det bedste svar, I nogensinde har fået. Ifølge nyhedsbureauet AP er det "næsten helt sikkert", første gang i historien, at den nordkoreanske leder svarer på spørgsmål fra en udenlandsk journalist.

Inden forhandlingerne gik i gang, nåede pressen at stille et par enkelte spørgsmål til Kim Jong Un fra Nordkorea og USA's præsident Donald Trump. (Foto: © LEAH MILLIS, Scanpix)

Møde nr. 2

Topmødet i Hanoi er anden gang, de to ledere mødes. Donald Trump og Kim Jong-un mødtes første gang i juni 2017 i Singapore.

Dengang kom de frem til en svagt formuleret erklæring, der kortfattet omhandlede en atomvåbenfri koreansk halvø.

Diplomater kritiserede efterfølgende erklæringen for ikke at opstille en tidslinje og en verificering frem mod målet. Analytikere har derfor vurderet, at de to ledere denne gang er nødt til at blive mere konkrete.

Selv udråbte Trump topmødet i Singapore som en sejr. Han konstaterede, at Nordkorea ikke længere var en atomtrussel, og at en atomfri koreansk halvø snart kunne blive en realitet.

Hvis Nordkorea skal blive atomfri, kræver landet, at USA fjerner sin såkaldte atomparaply over Sydkorea.

Det militære begreb dækker over den beskyttelse, som en stormagts atomvåben menes at kunne give et allieret land, der ikke selv har atomvåben.

/ritzau/AFP