Trump beroliger Israel: Det hele bliver anderledes, når jeg bliver præsident

Donald Trump kritiserer, at USA ikke nedlagde veto mod omstridt bosættelses-resolution.

U.S. President-elect Donald Trump talks to members of the media at Mar-a-Lago estate in Palm Beach, Florida, U.S., December 21, 2016. REUTERS/Carlos Barria (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Lige nu føler den israelske regering sig "svigtet" af amerikanerne, efter USA undlod at bruge sin vetoret mod en omstridt resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der skal sætte en stopper for de israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.

Det betød, at resolutionen blev vedtaget i Sikkerhedsrådet, og ifølge USA’s FN-ambassadør, Samantha Powers, var det i overensstemmelse med den amerikanske israelpolitik.

Men det er USA’s kommende præsident, republikaneren Donald Trump, ikke enig i. I et tweet skriver han, at "tingene bliver anderledes efter den 20. januar", hvor han officielt bliver taget i ed som USA’s næste præsident.

Donald Trump opfordrede allerede inden afstemningen USA til at nedlægge veto mod resolutionen. Han pegede på, at fred mellem israelere og palæstinensere kun kan opnås "gennem direkte forhandlinger mellem parter og ikke ved pålæggelse af krav fra FN".

- Det sætter Israel i en meget ringe forhandlingsposition og er ekstremt urimeligt over for alle israelere, skrev han på Twitter.

Der er kun én præsident

Flere af hans republikanske kollegaer er også fortørnede over, at USA undlod at bruge sin vetoret mod resolutionen, der blev vedtaget med 14 ud af 15 stemmer.

Paul Ryan, der er formand for Repræsentanternes Hus i USA, kalder det ifølge Reuters for "skamfuldt" og "et hårdt stød med freden."

Den republikanske senator John McCain kalder beslutning for "uklog", mens senator Lindsey Graham udtaler, at præsident Barack Obamas israelpolitik har udviklet sig fra at være "naiv og tåbelig" til at være "fuldstændig uforsvarlig".

- Med venner som disse, behøver Israel ingen fjender, skriver han på Twitter.

Det er ikke normalt, at valgte præsidenter blander sig i siddende præsidenters arbejde.

I Det Hvide Hus understreger man da også, at USA kun har én præsident på nuværende tidspunkt, og at Barack Obama vil være det indtil den 20. januar, hvor han overlader posten til Donald Trump.

- Vi kunne ikke med god samvittighed nedlægge veto mod en resolution, der udtrykte bekymring over de udviklinger, der er med til at erodere grundlaget under en totstatsløsning væk, siger Ben Rhodes, der er national sikkerhedsrådgiver i den amerikanske regering.