Trump bekræfter: Amerikanerne har fået ram på Osama bin Ladens søn

Hamza bin Laden havde en symbolsk betydning for al-Qaeda, lyder det fra Det Hvide Hus.

Der findes i sagens natur ikke mange billeder af Hamza bin Laden. Et af de få kendte er dette, der her optræder på USA's udstedelse af en dusør på oplysninger, der kunne føre til ham. (Foto: © handout, Scanpix)

Han stod højt på den amerikanske liste over eftersøgte terrorister, og nu er han død.

Hamza bin Laden, søn af Osama bin Laden, der stod bag terrorangrebet på USA den 11. september i 2001, er blevet dræbt i et amerikansk luftangreb, har USA’s præsident, Donald Trump, i dag bekræftet.

Artiklen fortsætter under meddelelsen fra Det Hvide Hus.

Meddelelsen fra Det Hvide Hus, der bekræfter Hamza bin Ladens død.

I en meddelelse fra Det Hvide Hus beskrives Hamza bin Laden som et højtstående medlem af terrororganisationen al-Qaeda, der qua sit efternavn skabte en symbolsk forbindelse til faderen.

Hans død er derfor ikke kun et symbolsk nederlag for al-Qaeda, men samtidig et stort tab, der kommer til at påvirke terrororganisationens aktiviteter negativt, lyder det.

I juli begyndte der at cirkulere historier om, at Hamza bin Laden var blevet dræbt i et amerikansk angreb på et eller andet tidspunkt inden for de seneste to år. Dengang forblev rygtet dog ubekræftet.

Berygtet arv

Hvornår eller hvordan Hamza bin Laden mødte sit endeligt, bliver ikke oplyst i meddelelsen fra Det Hvide Hus. Kun at det skete i regionen på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan, og at der var tale om en antiterroraktion.

Tidligere i år blev der af den amerikanske regering udlovet en dusør på en million dollar (cirka 6,5 millioner kroner) for oplysninger, der kunne føre til al-Qaeda-lederen.

Hans far gjorde i 2001 efternavnet bin Laden berømt og berygtet, da to fly i en koordineret terroraktion styrede ind i tvillingetårnene i New York. Yderligere to fly var kapret. Det ene blev styret ned i Pentagon, mens det sidste styrtede ned på en mark i Pennsylvania.

Osama bin Laden udsendte med ujævne mellemrum videoer med budskaber til al-Qaedas støtter, mens amerikanerne jagtede ham. Billedet her er fra en af dem. (Foto: © handout, Scanpix)

Angrebet kostede 2.977 mennesker livet og blev startskuddet til krigen mod terror, som daværende præsident George W. Bush indledte.

Han udpegede al-Qaeda og ikke mindst Osama bin Laden som den primære fjende i det opgør. Den 2. maj i 2011 blev han dræbt af amerikanske specialstyrker på pakistansk jord.

Donald Trumps forgænger, Barack Obama, sad på posten, da amerikanerne fik ram på Hamza bin Ladens herostratisk berygtede far blev dræbt den 2. maj, 2011. (Foto: © © Ho New / Reuters, Scanpix)