Trump bebuder tredelt plan og dødsstraf i kampen mod narkotika

USA's præsident vil indføre dødsstraf for narkotikakriminelle, og lover at skabe en generation af "narkotika-uafhængige børn".

"Vores fremtid er ikke afhængighed af narkotika," siger Trump i en tale i Manchester, New Hampshire, mandag. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Præsident Donald Trump siger, at det er nødvendigt med en landsomfattende kampagne for at overbevise amerikanerne - og navnligt børn - om, at de ikke skal begynde at anvende narkotika.

Trump offentliggjorde samtidig adressen på en ny hjemmeside - crisisnextdoor.gov - hvor der advares mod faren ved opioider. Denne gruppe af stoffer, som udvindes af opiumvalmuen, og som virker smertestillende, omfatter morfin, metadon og heroin.

Den amerikanske præsident har også lagt op til, at de amerikanske tv-stationer skal bringe en annoncekampagne, hvor det bliver gjort klart for børn, hvor skadelige stofferne er for dem.

- Mere effektive grænser er nødvendige, så det forhindres, at der flyder narkotika ind i USA.

- Det er nødvendigt med en stærkere sydlig grænse, og det er nødvendigt med en målrettet indsats i byer, der er centre for narkotikaproduktion, hedder det i en tale, som Trump holdt i Manchester i New Hampshire mandag.

Vil indføre dødsstraf for narkotikakriminelle

Præsidenten var ledsaget af førstedamen Melania Trump under besøget i New Hampshire, som er en delstat med store narkotikaproblemer. Hun har vist stor interesse for bekæmpelsen af narkotisk - navnligt i sager, hvor børn er involveret.

- Vores fremtid er ikke afhængighed af narkotika, siger Trump.

Den amerikanske præsident understreger også, at der skal slås hårdere ned på narkotikakriminelle - blandt andet ved indførelse af dødsstraf.

Trump lover at skabe en generation af "narkotika-uafhængige børn". Og han klager over, at den nuværende lovgivning kun indebærer en kort fængselsstraf til en pusher, som sælger et stof, der kan kostede hundredvis af menneskeliv.

Planen fra Trump-administrationen er tredelt og fokuserer på uddannelse og informationskampagner, på øget politiindsats og udvidet behandling og rehabilitering.

/ritzau/AP