USA har affyret flere end 50 Tomahawk-krydsermissiler mod en syrisk luftbase nær byen Homs i Syrien.
Det sker som reaktion på det, som amerikanerne mener, er den syriske regerings brug af kemiske våben i et angreb i Idlib-provinsen tirsdag, skriver NBC News
Under giftgasangrebet mistede mindst 86 mennesker livet, herunder mindst 30 børn.
Målet var en luftbase, der er kontrolleret af det syriske regime, som amerikanerne mener, stod bag giftgasangreb mod Idlib i tirsdags.
Tidligere torsdag sagde den amerikanske præsident, Donald Trump, at "noget skal ske" med Syriens præsident, Bashar al-Assad.
- Jeg synes, at det, der skete i Syrien, er en skændsel mod menneskeheden. Han (Assad) er der, og jeg formoder, at han styrer tingene, så noget skal ske, sagde Trump.
Samtidig understregede USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, torsdag, at der vil komme et "passende svar" fra USA efter det dødelige angreb i Syrien tirsdag.
- Assads rolle i fremtiden er usikker. Og med de handlinger, han har gjort, kan det se ud, som om der ikke er nogen rolle for ham i at lede det syriske folk, lød det fra Tillerson.
Luftangrebet er det første direkte militære skridt, som USA har taget over for præsident Bashar al-Assad i den seks år lange borgerkrig i Syrien.
/ritzau/