Trump-administrationen skrotter Obamas klimaplan

EPA-chef Scott Pruitt ventes at underskrive en afgørelse i dag, der vil tilbagerulle Obamas klimaplan.

Scott Pruitt, chefen for USA's miljøstyrelse (EPA) ventes at erklære, at Obamas 'Clean Power Plan' er i strid med lovgivningen. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

USA's regering under præsident Donald Trump vil skrotte den klimaplan, som forgængeren Barack Obama indførte, siger chefen for USA's miljøstyrelse (EPA), Scott Pruitt.

Obamas plan havde til formål at begrænse udledningen af klimaskadelige stoffer fra kulfyrede kraftværk.

Planen, Clean Power Plan, var en central del af Obamas klimalovgivning.

Pruitt, der er kendt som klimaskeptiker, siger, at han tirsdag vil underskrive en afgørelse, der tilbageruller planen.

EPA ventes at erklære, at Obamas plan strider mod loven, fordi den fastsætter grænser for udledning, som kraftværkerne umuligt kan overholde.

- EPA og føderale agenturer bør aldrig bruge sin autoritet til at sige, at vi vil erklære krig mod nogen sektor i vores økonomi, siger Pruitt under en tale i Kentucky.

Lagde pres på delstater

Tilbage i marts underskrev præsident Trump et dekret om at fjerne Clean Power Plan. Ifølge ham er det en hindring for olieboring og kulminedrift.

Under valgkampen forud for præsidentvalget sidste år lovede Trump blandt andet, at han ville hjælpe USA's skrantende kulindustri.

Da Trump i februar udpegede Scott Pruitt til at stå i spidsen for EPA, blev det af mange set som endnu et bevis på, at USA er ved at afgive sin position som bannerfører i kampen mod den globale opvarmning.

Siden har præsidenten også trukket USA ud af den globale klimaaftale, der blev indgået i Paris i december 2015, og som næsten 200 lande har tilsluttet sig.

Clean Power Plan blev vedtaget under Obama-administrationen i 2015.

Den ville have lagt pres på de amerikanske delstater for at fremskynde overgangen fra fossile brændstoffer til grøn energi.

Planen er aldrig trådt i kraft, fordi flere delstater og andre modstandere har forsøgt at stoppe den i retssystemet.

/ritzau/AP