Trods skrækhistorier om tortur: Hviderussiske demonstranter samler sig til stor ceremoni

Demonstranter har de seneste dage fortalt, at de er blevet udsat for grov tortur i forbindelse med anholdelser.

Demonstranterne vifter med røde og hvide roser og nelliker.

Nogle råber kampråb, og andre placerer en blomst på jorden sammen med de hundredvis andre, der allerede ligger der.

Indbyggere er samlet for at protestere og for at deltage i en større, fredelig begravelsesceremoni for én af dem, der den seneste tid har mistet livet under de voldsomme sammenstød i Hviderusland.

De protesterer mod landets siddende præsident, Aleksander Lukasjenko, som de mener kun fik lov til at beholde magten ved præsidentvalget sidste søndag på grund af valgfusk.

Og selvom der især de seneste dage har floreret historier om voldsom tortur mod anholdte demonstranter, afholder det dem ikke fra at gå på gaden i dag.

De vil have ny præsident og retfærdige valg i Hviderusland.

Næsten 7.000 mennesker har siden præsidentvalget været anholdt for at demonstrere, og mindst to har mistet livet under protesterne.

Både i dag og i morgen forventer man, at især hovedstaden Minsks gader vil blive indtaget af demonstranter, der vil af med "Europas sidste diktator," som præsidenten også bliver kaldt.

Allerede nu er flere tusind samlet i Minsk. Se billederne:

  • Blomster bliver lagt for at mindes Alexander Taraykovskiy, som i denne uge har mistet livet under protesterne i landet. (Foto: © VASILY FEDOSENKO, Scanpix)
  • Demonstranterne råber blandt andet: "Vi tilgiver ikke" og har afholdt et minuts stilhed. (Foto: © VASILY FEDOSENKO, Scanpix)
  • Flere tusind er samlet i dag i hovedstaden Minsk. (Foto: © SERGEI GAPON, Scanpix)
1 / 3

'Stå ikke på sidelinjen'

Weekendens protester sker på direkte opfordring fra oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja, der har set sig nødsaget til at forlade Hviderusland, efter at hun blev erklæret taber af valget søndag.

- Stå ikke på sidelinjen, sagde hun blandt andet i går i en videotale til sine tilhængere.

Svetlana Tikhanovskaja er 37 år og befinder sig lige nu i Litauen, så hun ikke behøver frygte for sin sikkerhed. (Foto: © VASILY FEDOSENKO, Scanpix)

Ifølge valgkommissionen fik Aleksander Lukasjenko over 80 procent af stemmerne. Han har siddet på magten i 26 år.

Flere af hans politiske modstandere - blandt andre Svetlana Tikhanovskajas mand - er blevet fængslet. Derfor var flere af oppositionens frontkvinder ved søndagens valg rent faktisk hustruerne til nogle af de fængslede politikere.

Demonstranter er den seneste uge altså også blevet fængslet i stor stil blot for at udtrykke utilfredshed med Lukasjenko.

Selv om hviderusserne er vant til, at deres ytringsfrihed er begrænset, er det ikke normalt for dem, at politi og militær sætter så hårdt ind mod demonstranter. Præsidenten har blandt andet indsat specialtropper og antiterrorenheder for at holde demonstranterne nede, fortæller Matilde Kimer, DR's korrespondent i Rusland.

- De beskrivelser, der kommer ud, vil være med til at mobilisere endnu flere mennesker mod Lukasjenko. Og det gælder også dem, der endnu ikke har været en del af den her bølge mod undertrykkelse og politibrutalitet, siger hun.

'EU-sanktioner vil ikke betyde noget'

Hviderusland ligger klos op ad EU, og medlemslandenes udenrigsministre har da også fulgt udviklingen i landet.

I går kom det frem, at Hviderusland vil få lagt hårde EU-sanktioner ned over sig.

- De voldsomme overfald, vi har set på demonstranter og journalister, er helt uacceptable og en skamplet på Europakortet, sagde den danske socialdemokratiske udenrigsminister, Jeppe Kofod.

- Det er sanktioner målrettet bestemte personer, der står bag overfaldene. EU skal nu sammensætte en liste over personerne, og så skal medlemslandene godkende den, sagde han efter et udenrigsministermøde.

Tusindvis af demonstranter har den seneste tid været på gaden. De støtter Svetlana Tikhanovskaja. (Foto: © SERGEI GAPON, Scanpix)

Men Flemming Splidsboel-Hansen, der seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, tror ikke på, at sanktionerne vil have den store virkning.

- Det vil ikke betyde noget i det samlede billede. Situationen i Hviderusland er allerede alt for tilspidset til, at den type sanktioner vil have en effekt. Det har selvfølgelig en signalværdi, men jeg tror ikke det vil påvirke politikere og embedsmænd i Hviderusland. Der står alt for meget på spil.

- Der er ingen tvivl om, at Lukasjenko er meget nervøs for, hvad der kommer til at ske, og hvordan han bedst håndterer den her situation. Skal han forsøge at få lukket oppositionen, eller skal han forsøge at forhandle sig til en aftale, så der også er en politisk fremtid for ham?

De baltiske lande Letland, Litauen og Estland opfordrer nu til, at der bliver afholdt et nyt og retfærdigt valg i landet.