Hvem har egentlig den største atomknap? Det er den noget opsigtsvækkende ordstrid, der lige nu optager det internationale samfund.
Først sagde den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un, i sin nytårstale, at han er klar til at trykke på sin atomknap, hvis truslen fra amerikanerne og deres præsident, Donald Trump, bliver for stor.
- Atomknappen er altid på mit bord. Det er ikke afpresning, men sådan er virkeligheden, sagde han og mindede samtidig amerikanerne om, at Nordkorea nu er blevet en atommagt ligesom USA.
Natten til onsdag tog den amerikanske præsident så til genmæle. På sin twitterprofil mindede han Kim Jong-un om, at han skam også har en atomknap.
- Men den er meget større og mere kraftfuld end hans. Og min virker, understregede Donald Trump på det sociale medie.
Men det passer kort og godt ikke, for der findes ingen fysisk atomknap på præsidentens skrivebord.
Og selvom det er den amerikanske præsident, der ene og alene har bemyndigelsen til at tage kernevåbnene i brug, så kan han ikke gøre det i enrum uden rådgivning fra andre.
Modspil fra rådgivere
Flere medier, heriblandt The New York Times, BBC og Bloomberg, har beskrevet, hvordan en præsident rent lavpraktisk tager atomvåbnene i brug.
Først skal han indkalde både sine civile og militære rådgivere heriblandt sin forsvarsminister til et sikkerhedsmøde.
Hvis han befinder sig i Det Hvide Hus, finder mødet sted i ’The Situation Room’. Hvis han er ude at rejse, finder det sted via en sikker telefonlinje.
Her skal han rådføre sig, om der er alternative muligheder end et atomangreb, og mødet kan vare så længe, præsidenten ønsker.
Men hvis han beslutter sig for at tage et atomvåben i brug, skal det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, følge ordre.
Også selvom forsvarsministeren og resten af rådgiverne er uenige i beslutningen.
Identiteten skal bekræftes
En af hovedrolleindehaverne er en officer fra Pentagon, som står i spidsen for The National Military Command Center (NMCC). Det er denne døgnbemandede kommandocentral, som til syvende og sidst har ansvaret for at og affyre bomben, hvis præsidenten giver ordre til det.
Derudover er der en højtstående Pentagon-officer, der skal bekræfte, at det rent faktisk er præsidenten, som giver ordren.
Det sker ved, at officeren læser en kode op, som præsidenten skal besvare ud fra et særligt kodekort af plastik, også kendt som ”kiksen”, som han skal have på sig hele tiden.
Ifølge general Henry H. Shelton, der var formand for det amerikanske forsvars øverste enhed, Joint Chefs of Staff, mistede Bill Clinton dog dette kort i flere måneder, da han var præsident. Det fortalte den demokratiske præsident dog ikke til nogen.
- Det var en gigantisk ting, skrev generalen ifølge New York Times i sin selvbiografi fra 2010.
Uvished om Nordkorea
De forskellige angrebsmuligheder findes i en godt 20 kilo tung, læderbetrukket kuffert, der går under navnet "the nuclear football" - ”den nukleare fodbold”.
Den bliver båret af en militærassistent, som ifølge avisen The Washington Post følger præsidenten, hvor end han befinder sig. Udover angrebsmulighederne indeholder kufferten blandt andet også en oversigt over, hvor præsidenten kan søge tilflugt i tilfælde af en katastrofesituation.
Hvis præsidenten rent faktisk beslutter sig for at tage kernevåbnene i brug, bliver beskeden sendt videre til NMCC, hvor koderne til atomvåbnene efterfølgende bliver aktiveret.
Og så går det hurtigt. Ifølge Bloomberg kan missilerne være i luften blot få minutter efter, at præsidenten har sagt ’go’.
Og når de først er blevet affyret, kan de ikke trækkes tilbage igen.
Ifølge New York Times er det dog mere uvist, hvordan proceduren finder sted i Nordkorea.
Selvom landets diktator, Kim Jong-un, sagde i sin nytårstale, at han har knappen på sit bord, så er det dog ifølge den amerikanske avis tvivlsomt, at det rent faktisk forholder sig sådan.
Og det vil i givet fald også tage minutter, før et nordkoreansk atommissil er i luften.
Ifølge den seneste opgørelse fra Arms Control Association råder Nordkorea over 10 atomsprænghoveder, mens USA råder over 6.800 sprænghoveder.