Tredje redningsaktion er i gang i thailandsk grotte

Det thailandske redningsmandskab vil redde de sidste fem personer i grotten ud på samme tid.

Fire fodbolddrenge og deres træner befinder sig stadig fire kilometer inde i en oversvømmet grotte i Thailand.

Nu skal de alle reddes ud.

- Vi håber, at vi kan gøre det hurtigere i dag eller på samme tid, som vi har gjort det før, siger chefen for redningsmandskabet.

Den thailandske eliteenhed, Thai Navy Seal, forventer dog, at dagen i dag bliver længere end de foregående, skriver de på deres Facebook-side.

I alt 12 fodbolddrenge og deres træner har været fanget i grotten siden 23. juni. De seneste to dage er otte af drengene blevet reddet i sikkerhed.

I går blev fire drenge reddet ud af grotten. Det tog ni timer.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters fortæller den thailandske sundhedsminister, at drengene har det godt, og at de første fire drenge, der blev reddet, er begyndt at kunne gå og kunne spise almindelig mad.

Alle reddede drenge er uskadte

De otte reddede drenge er alle på hospitalet, hvor de formentlig skal blive i den næste uges tid.

Tidligt her til morgen dansk tid holdt den thailandske sundhedsminister pressemøde om drengenes tilstand.

Drengenes generelle sundhedstilstand er god, og de er - ikke overraskende - sultne.

- Lige nu er der ingen bekymrende forhold, alle er uskadte, siger Thailands sundhedsminister, Jesada Chokedamrongsuk og fortsætter:

- Drengene er fodboldspillere, de er stærke og har et godt immunforsvar, siger han.

Kun to af drengene er blevet behandlet for mindre lungeinfektioner.

'Jeg savner mit hjem'

Ifølge sundhedsministeren var drengenes første ord: 'Jeg savner mit hjem'.

Nu har de første fire drenge, der blev reddet, set deres forældre, men det blev under meget særlige omstændigheder.

For de så dem kun gennem en glasrude, og måtte hverken kramme eller røre dem. På hospitalet håber man, at de kan tale i telefon med forældrene i dag.

Drengene har stadig solbriller på som en forsigtighedsforanstaltning efter at have været i total mørke i to uger. Det skriver The Guardian.

Tirsdag morgen bad drengene om brød og chokoladepålæg, efter at have fået fortyndet havregrød til morgenmad af hensyn til deres fordøjelsesproblemer.

Lægerne har nu givet drengene både brød og chokolade.

Sådan ser grotten ud: