- Vi kunne have været blevet dræbt når som helst.
Sådan lyder det fra den 36-årige journalist Stanislav Ivanov, da han sidder på en bænk på gaden i den vestlige ukrainske by Lviv.
Han er flygtet fra sin fødeby, Mariupol, i det sydøstlige Ukraine, hvor stort set hele byen er sønderbombet. Her boede han i en lejlighed med sin kone, hvor han arbejdede som journalist.
Men den russiske invasion betød, at de måtte forlade deres lejlighed med alt den mad, de kunne, for at søge beskyttelse med bombardementerne i Mariupols kældre.
Udover det, han han havde i lommen, lykkedes det kun for Stanislav Ivanov at få meget få ting med sig - blandt andet sin notesblok og parrets kat.
- I 20 dage gemte vi os fire forskellige kældre, hvor vi kunne komme til. Vi brugte noget tid i én kælder og skiftede rundt og overnattede så et nyt sted, siger Stanislav Ivanov, som DR's Stéphanie Surrugue har mødt i Lviv.
Han bekræfter, at byen var uden el og vand, og at de derfor ikke kunne få kontakt til nogen. Derfor måtte de tilberede deres mad over ild i den sønderbombede by, hvor det er svært at finde føde.
- Det var som at leve i stenalderen, fortæller han.
Selvom Stanislav Ivanov har svært ved at skille den ene oplevelse fra den anden, mens angrebene fandt sted i Mariupol, husker han episoderne i kældrene. Her kunne man sidde og tænke, hvornår krigen var overstået. Hvornår det igen ville blive morgen. Eller hvornår man skulle dø.
Både russerne og ukrainerne beskylder hinanden for at stå bag angreb i Mariupol. Men Stanislav Ivanov fortæller, at de beskydninger, han så, kun skete i de områder, hvor de russiske styrker befandt sig. Desuden siger han, at han med egne øjne har set, at russerne skyder efter civile.
Samtidig fortæller han om en by med lig i gaderne, og hvor de døde bliver begravet i haver og parker, fordi de ikke kan bevæge sig ud til kirkegårdene.
Vidste ikke, hvordan de kunne komme ud af byen
Fordi de var afskåret fra blandt andet el, kendte de ikke til de humanitære korridorer, som russerne og ukrainerne har forhandlet sig frem til at åbne for at evakuere byens civile.
Derfor har de tre gange forsøgt at forlade byen. Men de anede ikke præcis, hvordan de skulle komme væk.
Under et flugtforsøg siger han, de blev stoppet af ukrainske styrker, som var blevet beordret til ikke at lade nogen forlade byen.
Men tredje gang lykkedes det.
Her forlod han Mariupol sammen med sin kone og deres kat, samt konens søster, hendes mand og deres barn.
- Det var en forfærdelig tur, for vejen var blokeret af styrker. Der var så mange russiske checkpoints, og de skulle tjekke alt. Nogle blev bedt om at tage tøjet af, så det tog lang tid.
- Jeg tror, vi var heldige, at vi slap ud, fordi der var mange mennesker, som døde. Der var mange, som kom til skade, men alle i min familie har det fint. Det største problem er, at vi ikke har kontakt til nogle af dem, som vi kender. Men vi håber, at de også er okay, siger han.
Selvom vejen ud af Mariupol var svær at komme ud af, så vidste de, at turen skulle gå vest på til Lviv, hvor parret har venner. Her har de overnattet, men er i gang med at finde et hjem udenfor byen.
Selvom situationen stadig påvirker dem, så forsøger de at fortsætte deres liv.
- Vi har ikke nogen langsigtede planer. Vi tager kun en dag ad gangen.
- Selvfølgelig vil jeg gerne tilbage til Mariupol, men jeg tror ikke, det kan lade sig gøre. Jeg er ikke overbevist om, at krigen slutter snart, og byen er så voldsomt beskadiget, at det vil tage år at skabe de betingelser, der gør, at mennesker kan bo i byen igen, siger Stanislav Ivanov.
Han håber dog, at han som journalist kan være med til at rapportere om den krig, der har ført ham ud i flugt. For som han siger, er det hans job, hans land, og det sted han vil leve og kæmpe for.
- Jeg er lykkelig for at være i live, og for at vi kunne komme ud af Mariupol. Så nu kan vi leve videre, siger han.