Tre personer meldes dræbt af skud ved festival i Californien

Flere er ramt af skud på en mad- og musikfestival i det nordlige Californien.

Folk løber væk fra festivalpladsen efter skyderiet, viser billedet her fra sociale medier. (Foto: © SOCIAL MEDIA, Scanpix)

En bevæbnet person har sent søndag eftermiddag lokal tid affyret skud på en madfestival i det nordlige Californien. Det skriver flere amerikanske medier.

En talsmand for politiet i byen Gilroy, der ligger syd for San Jose, bekræfter ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er affyret skud, samt at der er tilskadekomne.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters, der citerer The New York Times, som har talt med en lokalpolitiker, er mindst tre personer dræbt og yderligere 12 ramt af skud.

Indtil videre er det sparsomt med oplysninger.

Det er uvist, hvem der står bag skyderiet, og om personen er uskadeliggjort.

Våben er forbudt på pladsen

Skyderiet blev anmeldt klokken 17.30 lokal tid og skete på sidstedagen af en tre dage lang mad- og musikfestival kendt som Gilroy Garlic Festival.

Ifølge nyhedsbureauet AP tiltrækker den årlige begivenhed tusindvis af "hvidløgselskere".

Festivalen har været afholdt siden 1979, og er blandt de største af sin slags i USA, skriver NBC News.

Videoer, der er lagt på sociale medier, viser festivaldeltagere, som løber i forskellige retninger og tilsyneladende forsøger at komme i sikkerhed.

Den tre dage lange hyldest til mad, drikke og musik afholdes udendørs. Ifølge arrangementets hjemmeside er våben af enhver slags forbudt på festivalpladsen.