Tre mænd med norsk statsborgerskab er tirsdag blevet anholdt for at planlægge terror.
Der er tale om to mænd på henholdsvis 24 og 27 år, som er født i det tidligere Jugoslavien, samt en mand på 29 år, der er født i Somalia. Det oplyser Politiets Sikkerhedstjeneste (PST), den norske pendant til Politiets Efterretningstjeneste i Danmark.
Ifølge den norske myndighed er der begrundet mistanke for, at to af de sigtede tidligere har været i Syrien for at kæmpe for den væbnede gruppe Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS), der kæmper i den syriske borgerkrig.
Sigtet efter terrorparagraf
De tre sigtede blev ifølge norsk politi pågrebet for "at afværge yderligere støtte eller tilslutning til ISIS". De er sigtet efter den norske straffelovs paragraf om deltagelse i - eller ydelse af støtte til - en terrororganisation.
- Efter det politiet ved, havde de tre planer om at slutte sig til ISIS i Syrien. To af dem skal tidligere have deltaget som såkaldte fremmedkrigere, siger afdelingsdirektør Jan Glent ved efterforsknings- og tiltaleafdelingen i PST til NRK.
Trussel mod Norge og allierede
Politiet er af den opfattelse, at de sigtede repræsenterer en trussel mod Norge og landets allierede. Men ifølge afdelingsdirektøren er de ikke er sigtet for at have planlagt terror mod norske mål.
En mand med norsk statsborgerskab og pakistanske rødder blev anholdt i februar, da han landede i Oslos lufthavn. Han havde ifølge anklagen været i Syrien for at kæmpe med terrororganisationer.
Det var første gang, at de norske myndigheder sigtede en norsk statsborger for at have deltaget i terrorhandlinger begået i Syrien.
Brutal gruppe
ISIS kæmper for at oprette et islamisk kalifat i Syrien og Irak, der skal styres efter sharia-love. Gruppen har ry for at være brutale i deres kamp mod præsident Bashar al-Assads styrker og andre oprørsgrupper.
I juli 2013 dræbte medlemmer af ISIS en leder af Den Frie Syriske Hær i en vestlig syrisk provins. Det skabte grobund for heftige kampe mellem de to grupperinger.
Den anerkendte amerikanske mellemøst- og Syrien-ekspert Joshua Landis fra Oklahoma University har skrevet på sin blog, at ISIS's brutale fremfærd har ført til, at mange andre oprørsgrupper har erklæret dem decideret krig.
Undsagt af al-Qaeda
Den islamistiske gruppe er tidligere blevet kædet sammen med terrororganisationen al-Qaeda, men i februar i år undsagde al-Qaedas leder, Ayman al-Zawahiri, ISIS og sagde, at man ikke havde nogen bånd til gruppen.
Det skete, efter ISIS var blevet kædet sammen med angreb på andre oprørsgrupper og udnyttelse af civile.
Den norske sikkerhedstjeneste har tidligere oplyst, at 40-50 norske statsborgere er i Syrien for at deltage i borgerkrigen, skriver NRK.
90 danske kæmpere har været i Syrien
Politiet Efterretningstjeneste (PET) i Danmark har tidligere fortalt, at i alt 90 danskere har kæmpet i borgerkrigen i Syrien. PET har også oplyst, at ingen af krigerne er blevet retsforfulgt, og det kan skyldes, at det er svært at indsamle beviser til en retssag, når der krigshandlinger og kaos i Syrien.
Det har Henrik Helmer Steen, fungerende statsadvokat i Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), oplyst til DR Nyheder i april. Søik har erfaringer med at samle beviser i udlandet mod herboende personer, der er mistænkt for krigsforbrydelser.