Tre franske soldater angrebet af mand med kniv

Tre franske soldater er tirsdag eftermiddag blevet angrebet af en mand med kniv i byen Nice.

Soldater står vagt udenfor et jødisk center i byen Nice. Gerningsmanden er anholdt. (Foto: © Foto: Valery Hache, Scanpix Danmark)

Tre soldater, som stod vagt foran et jødisk center i den sydfranske by Nice, blev tirsdag eftermiddag angrebet af en knivstikker.

To af soldaterne er lettere såret, den ene i armen, den anden i ansigtet. Begge modtog behandling på stedet straks efter angrebet.

Gerningsmanden blev anholdt kort efter episoden, meddeler politiet ifølge det franske medie franceinfo.fr.

Er udvist fra Tyrkiet

Manden blev udvist af Tyrkiet i sidste uge, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

De tre soldater patruljerede foran det jødiske center i Nice som led i en styrket sikkerhedsindsats efter flere angreb i Paris i januar, da i alt 17 blev dræbt.

Siden magasinet Charlie Hebdo 7. januar blev angrebet af to islamister, som dræbte 12 personer, har beredskabet været forhøjet over hele landet.

To dage efter skudmassakren på Charlie Hebdo, tog en anden islamist Amedy Coulibaly flere gidsler i et jødisk supermarked i Paris. Fire blev dræbt.

Jødisk samfund hører til i området

Præsident François Hollande har efter den episode lovet at bekæmpe en "utålelig", stigende antisemitisme i Frankrig.

En særlig antiterrorgruppe under anklagemyndigheden i Paris har overtaget efterforskningen af knivstikkeriet i Nice, siger en kilde til nyhedsbureauet AFP.

Både en jødisk organisation og en jødisk radiostation holder til i området, hvor angrebet skete.

Borgmesteren i Nice, Christian Estrosi, siger til den franske radiostation Franceinfo, at det ligner et planlagt angreb, og episoden viser et behov for at øge sikkerheden i nogle af byens kvarterer.

/ritzau/