Tre bud på Ukraines fremtid: Sådan kan det gå for det krigsplagede land

Godt et år efter, at prorussiske oprørere greb til våben i Ukraine, er der stadig ikke fundet en løsning på konflikten. Her er tre bud på, hvor Ukraine kan være på vej hen.

Konflikten i Ukraine vækker bekymring i Vesten, koster dyrt i Rusland på grund af hårde sanktioner og tømmer den ukrainske statskasse for penge. Og så koster den hver dag menneskeliv, mange af dem uskyldige.

Senest har Tysklands kansler Merkel og Frankrigs præsident Hollande taget turen til henholdsvis Kiev og Moskva for at forsøge at finde en fredelig løsning på konflikten.

Indtil videre er fredsforhandlinger enten løbet ud i sandet, eller aftalerne er blevet brudt, så er fremtiden for store østeuropæiske land bare håbløs, eller er der håb for enden af den blodige tunnel?

DR Nyheder har fået militæranalytiker Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet til at ridse de overordnede scenarier ud, og han ser tre muligheder for fremtiden: en fastfrosset konflikt, en nedslidning af den ene part eller en regulær handelsaftale.

Cypern-scenariet

Den første mulighed er ifølge Johannes Riber Nordby den mest sandsynlige.

Scenariet sammenligner han med situationen på det opdelte Cypern. Her lever græske cyprioter på den ene del af øen og tyrkiske cyprioter på den anden halvdel, efter at tyrkiske tropper i 1974 gik i land på øen for at beskytte mindretallet. Over 40 år senere er der ingen udsigt til en løsning.

Ligesom for de internt fordrevne cyprioter får den situation store følger for de mange hundrede tusinder ukrainere, der har forladt deres hjem på eksempelvis Krim-halvøen i Ukraine.

- Konflikten er ikke løst, den er bare fastfrosset. Det positive er, at der ikke er nogen, der bliver slået ihjel, men der vil stadig være en masse spændinger med oprørere på den ene side og ukrainere på den anden side. Og så er det vigtigt at sige, at flygtede mennesker ikke skal forvente at komme tilbage igen. De vil være flygtninge i deres eget land og vil miste, hvad end de ejer, siger Johannes Riber Nordby.

For at kontrollere, at krigen ikke blusser op igen, kan der blive tale om fredsbevarende styrker i de såkaldt demilitariserede zoner.

Kiev løber tør for våben

Det næste scenarium er et såkaldt nedslidningsscenarium. Her bliver parterne i Ukraine ved med at slås - og uskyldige ved med at dø - indtil den ene part løber tør for våben. De prorussiske separatister i Ukraine virker til at være godt forsynet af Rusland, og dermed løber tropperne fra Kiev først tør.

Derfor skal Vesten - og særligt Nato - tage stilling til, om Kiev skal forsynes med våben eller ej. Begge veje kan vise sig at være grufulde.

- Det eneste, vi kan gøre, er sandsynligvis at give ukrainerne våben til at stå imod med. Konsekvensen vil være, at separatisterne med russernes hjælp vil intensivere konflikten og give russerne en undskyldning for at blande sig endnu mere, siger Johannes Riber Nordby, der også fortæller, hvad der sker, hvis Vesten ikke hjælper.

- Det er altid vinderne, der bestemmer fredsaftalerne, og det kan betyde et autonomt Østukraine. Men hvis separatisterne nu ønsker mere land, kan de også rykke længere vestpå.

Fred for jord

Til sidst er det scenarium, som Johannes Riber Nordby kalder det mindst sandsynlige. Det kan kaldes en 'jord for fred'-aftale, hvor Rusland får noget igen for fred.

Den kan eksempelvis betyde, at Vesten anerkender Krim-halvøen som russisk eller selvstændigt, mens oprørerne forsvinder fra Østukraine - og Ukraine får en form for garanti for sikkerheden i form at en ikke-medlemsaftale med Nato.

- Men sådan en aftale vil være en kæmpe kamel at sluge for alle tre parter. Russerne står jo godt; det vil være første gang siden 1. verdenskrig, at Vesten laver en 'fred for jord'-aftale; og ukrainerne skal afgive jord, siger Johannes Riber Nordby, der mener, at mistilliden mellem øst og vest vil stige.

- Geopolitisk vil det føre til stor mistillid mellem øst og vest: Hvis russerne kan få lov til det her, hvad er det så, de vil gøre næste gang? Det vil alle politikere i Vesten tænke over, og det vil de tænke over i forhold til sikkerheden i Europa i rigtig mange år fremover.