Tre børn blev såret af lastbilen i Stockholm

Et af børnene er hårdt kvæstet. Seks af 15 sårede er udskrevet fra hospitalet.

Folk strømmer til for at lægge blomster. (Foto: © ODD Andersen, Scanpix)

Lastbilen i Stockholm kvæstede tre børn under gårsdagens angreb.

Et barn blev alvorligt såret og er fortsat indlagt.

Det oplyser cheflæge Johan Bratt til svenske SVT.

Af i alt 15 kvæstede er ni eller ti personer stadig indlagt til behandling på forskellige hospitaler i den svenske hovedstad.

I nat blev seks personer dermed udskrevet, skriver SVT.

- Første prioritet for sygehuset er at redde liv, og det har derfor taget tid at få kontakt til pårørende, siger cheflæge Johan Bratt til SVT.

Fire mennesker har mistet livet i angrebet, der fandt sted i går eftermiddags.

Lastbilen blev kort før angrebet stjålet på en sidegade i nærheden, og gerningsmanden kørte den i høj fart ind i menneskemængderne på den centrale gågade Drottninggatan.

Folk måtte springe for livet, og lastbilen nåede at køre flere hundrede meter, før lastbilen endte i butiksfacaden på Åhléns stormagasin.

Politiet har anholdt en mand, som er mistænkt for terror, fordi politiet mener, han kørte lastbilen under angrebet. Hans identitet er endnu ikke offentliggjort, men flere svenske medier skriver, at han har usbekiske rødder.

Det er endnu uvist, om der er flere gerningsmænd involveret.

Ifølge flere svenske medier er en anden person blevet anholdt med mulig forbindelse til den mistænkte, men det vil politiet ikke bekræfte.

Der bliver lørdag flaget på halv i Stockholm og ved rigsdagen og regeringsbygninger samt ved Slottet, skriver Ritzau.