Toppost-kabale tættere på at gå op: Italiener valgt som formand for Europa-Parlamentet

Socialdemokraten David Sassoli fik absolut flertal efter to valgrunder.

David Sassoli på plads til dagens afstemning i Europa-Parlamentet. (Foto: © Vincent kessler, Scanpix)

Tyske Ursula Von der Leyens chancer for at blive ny formand for EU-Kommission er blevet væsentligt forbedret.

Det skete, da et flertal i Europa-Parlamentet for lidt siden valgte den italienske socialdemokrat David Sassoli som parlamentets formand de kommende to et halvt år.

I anden valgrunde stemte 345 af parlamentarikere for David Sassoli til formandsposten, hvilket var nok til, at italieneren havde absolut flertal.

Med en socialdemokrat i formandsstolen er det forventningen i Bruxelles, at den konservative Ursula Von der Leyen vil få noget lettere ved at blive godkendt som kommissionsformand, når Europa-Parlamentet stemmer om hende om cirka to uger.

Indviklet puslespil

Ursula Von der Leyen, som kommer fra en stilling som forsvarsminister i Tyskland, blev i går nomineret til EU's mest magtfulde job af medlemslandenes stats- og regeringschefer på et topmøde.

Fordelingen af EU's topposter er altid et indviklet puslespil, hvor der skal tages hensyn til et lang række forhold som kandidaternes politiske ståsted, nationalitet og køn.

Stats- og regeringscheferne nominerede i går to konservative, en liberal og en socialdemokrat til de fire topposter, som Det Europæiske Råd udpeger.

Den fordeling passer dårligt til selvforståelsen hos de europæiske socialdemokrater, som er den næststørste gruppe i Europa-Parlamentet efter de konservative.

Men med en socialdemokrat på den femte og sidste toppost i EU er der fra et socialdemokratisk synspunkt kommet mere balance i magtfordelingen, skriver Reuters.

Østeuropa mangler post

Mens det umiddelbart er lykkedes for EU-lederne at tilgodese hensyn til ideologi og køn, så er toppost-regnskabet i ubalance, når det gælder geografien.

De fem topposter står nemlig til at blive beklædt af vesteuropæere.

EU-lederne var godt klar over problemet, og derfor forsøgte de at få en østeuropæer, den bulgarske socialdemokrat Sergej Stanischev, kørt i stilling som formand for Europa-Parlamentet.

Men socialdemokraterne i Europa-Parlamentet afviste stats- og regeringschefernes plan og pegede i stedet på David Sassoli.

De fire vigtige institutioner i EU

  • Europa-Kommissionen: Stiller lovforslagene, holder øje med, om landene overholder reglerne, og repræsenterer EU udadtil på flere områder.

  • Europa-Parlamentet: EU’s lovgivende organ, der bl.a. vedtager love sammen med Ministerrådet på grundlag af Europa-Kommissionens forslag. Det er den eneste EU-institution, der er direkte valg til.

  • Det Europæiske Råd: Definerer EU’s generelle politiske linjer og prioriteter. Medlemmerne er landenes stats- og regeringschefer samt kommissionsformanden.

  • Rådet for Den Europæiske Union: Talerøret for EU’s medlemslande, og det vedtager EU-lovgivning sammen med parlamentet og koordinerer EU-politikker. Medlemmerne er ministrene fra hvert EU-land, alt efter hvilket politikområde, der drøftes.