Nordkorea bekræfter, at de vil arbejde for en koreansk halvø uden atomvåben.
Det fremgår af den fælles erklæring fra det historiske topmøde i Singapore, som Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og USA's præsident, Donald Trump, underskrev tidligere i dag.
Trump vil kommentere erklæringen på et pressemøde senere, men i forbindelse med underskrivningen kaldte han erklæringen for"omfattende" og "vigtigt".
Nyhedsbureauet Reuters og andre medier har offentliggjort hele erklæringen fra topmødet.
Her tales der om etablering af nye relationer mellem USA og Nordkorea, hvor amerikanerne giver nordkoreanerne sikkerhedsgarantier.
Der skal skabes en "stabil og varig fred". Derudover er der indgået en aftale om udlevering og udveksling af de jordiske rester af krigsfanger.
Kim Jong-un siger, at der er tale om "et historisk dokument", og USA og Nordkorea har nu besluttet sig for at lade fortiden være fortid og se fremad i stedet.
- Verden vil se en stor forandring, siger han.
I dokumentet udtaler præsident Trump og Kim Jong-un:
- 1
USA og Nordkorea forpligter sig til at skabe nye relationer i overensstemmelse med ønsket hos de to landes befolkninger om fred og fremgang.
- 2
USA og Nordkorea vil forene deres kræfter for skabe en varig og stabil fred på Den Koreanske Halvø.
- 3
Nordkorea bekræfter Panmunjom-erklæringen fra 27. april om at arbejde for en total atomvåbenfri koreansk halvø.
- 4
USA og Nordkorea forpligter sig til at udveksle de jordiske rester af krigsfanger og personer, der er forsvundet i kamp.
Panmunjom-erklæringen blev underskrevet på topmødet mellem Nordkoreas leder Kim Jong-un og Sydkoreas præsident Moon Jae-in i 27. april 2018:
- •
I dokumentet forpligter de to ledere sig til at fortsætte højniveau forhandlinger.
- •
Konkret lover de at standse enhver fjendtlighed og arbejde for en afslutning på den koreanske krig og konflikt.
- •
Dokumentet indeholder også tekst om at fjerne alle atomvåben fra den koreanske halvø.
Udenrigsredaktør på Kongressen.com, Philip Christian Ulrich, siger, at der ikke er meget nyt i det underskrevne dokument, når det gælder Nordkoreas forpligtelser.
- Det, jeg er spændt på, det er, hvad Donald Trump har givet på det her topmøde, siger han.