Topmøde: Cameron på vej mod endnu en EU-ydmygelse

Den britiske premierminister, David Cameron, står foran et nederlag i EU, der kan få store konsekvenser for hele hans politiske karriere.

David Cameron står meget isoleret i EU. (© Scanpix)

Dagens EU-topmøde i Bruxelles kan blive en skæbnedag for flere af Europas toppolitikere. Men få har dårligere odds end Storbritanniens konservative premierminister, David Cameron.

Cameron har ført en hård kampagne mod udnævelsen af Jean-Claude Juncker fra Luxembourg til ny formand for EU-Kommissionen.

Premierministeren har endda sagt, at han som noget ret uhørt vil kræve en afstemning om Juncker på dagens topmøde - en afstemning, som han står til at tabe stort.

- Det betyder, at Cameron endnu en gang pådrager sig et nederlag i et stort EU-slagsmål, siger Ole Helmersen, lektor på Copenhagen Business School og ekspert i britisk politik.

Britisk veto

Han peger på, at Cameron også bragte EU i krise ved at nedlægge veto mod den såkaldte finanspagt i 2012 - et slag, som premierministeren endte med at tabe. Finanspagten blev vedtaget alligevel - uden Storbritanniens deltagelse.

- Det er en parallel situation, vi har her. Han har spillet meget hårdt ud i forhold til Juncker i lang tid, og det ser ud til, at han taber den sag med et brag. Endnu en gang er det lykkedes for Cameron at bruge en politisk stil, som giver et nederlag til ham og til Storbritannien - og samtidig er det et problem for det samlede EU-samarbejde, siger Ole Helmersen.

Han vurderer, at den fejlslagne strategi vil få store konsekvenser - både for Storbritanniens rolle i EU og for David Camerons politiske karriere.

- Storbritannien understreger endnu en gang, at man på vej i en endnu mere isoleret retning. Man kan næsten tale om, at han er ved at skabe grundlaget for den selvopfyldende profeti om Storbritanniens mulige udmeldelse af EU, siger Ole Helmersen.

UKIP stormer frem

David Cameron er presset af en stigende EU-skepsis i den britiske befolkning. Den blev seneste understreget ved det seneste valg til Europaparlamentet, hvor det EU-fjendtlige parti UK Independence Party (UKIP) blev største parti.

Men EU-modstanden stortrives også i Camerons eget konservative parti, og derfor føler han sig tvunget i offensiven i Bruxelles.

- Det her handler i høj grad om britisk indenrigspolitik. Cameron smider hele tiden en luns til EU-modstanderne i sit eget parti. Men hver gang kræver de en endnu større luns, fortæller Ole Helmersen.

Han forventer, at David Cameron vil blive mødt af et krav om, at han skal fremrykke en folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU. Cameron har lovet en afstemning senest i 2017 - hvis de konservative stadig sidder i regering til den tid.

Men med premierministerens seneste EU-nederlag in mente er det et meget åbent spørgsmål, om de konservative - og David Cameron i særdeleshed - kan fastholde regeringsmagten, vurderer Ole Helmersen.