Tiltvungne kys, upassende befølinger og trusler om aldrig igen at kunne komme til at arbejde i tv-branchen.
De efterhånden velkendte anklager om upassende seksuel adfærd, som den globale #MeToo-bevægelse har åbnet for, har nu ramt endnu en af USA’s højtstående mediefolk:
Tv-netværket CBS' øverste chef, Les Moonves.
Seks kvinder fortæller i magasinet The New Yorker blandt andet om, hvordan tv-bossen har tvunget dem til fysisk kontakt og om hvordan han pludselig under arbejdsrelaterede møder har kysset eller befølt dem på upassende vis.
Flere af kvinderne giver udtryk for, at de efter at have afvist Les Moonves har haft oplevelsen af, at det har påvirket deres arbejde.
Skuespiller Illeana Douglas, der blandt andet er kendt for tv-serien "Six Feet Under", er en af kvinderne, og ifølge hende kostede afvisningen af Moonves hende en tv-rolle.
- Det, jeg blev udsat for, var et seksuelt overgreb, og jeg blev fyret for ikke at ville deltage, siger hun til The New Yorker.
Erkender upassende adfærd
Netværket har nu igangsat en intern undersøgelse, og overfor The New Yorker erkender den 68-årige tv-boss, at hans opførsel kan have stødt nogle kvinder.
- Jeg er klar over, at der for mange årtier siden kan have været gange, hvor mine tilnærmelser har fået nogle kvinder til at føle sig ubehageligt til mode. Det var fejltagelser, og jeg fortryder dem inderligt, siger han og forklarer yderligere:
- Men jeg har altid forstået og respekteret, at et nej betyder nej, og jeg har aldrig misbrugt min stilling til at genere eller stoppe nogens karriere.
Vært for talkshowet "The Talk", Julie Chen, som er gift med Les Moonves, tager på Twitter sin mand i forsvar.
- Jeg har kendt min mand siden sidst i 90'erne, og vi har været gift i næsten 14 år. Han har altid været et kærligt, ordentligt og moralsk menneske, skriver hun blandt andet.
Flere fremtrædende tv-folk trådt tilbage
The New Yorker var sammen med avisen New York Times de første til at tilvejebringe de mange anklager mod filmmogulen Harvey Weinstein, der dannede grundlaget for hele Me Too-bevægelsen.
Harvey Weinsten er i dag tiltalt for flere tilfælde af seksuel overgreb.
CBS er langt fra det eneste tv-netværk, hvor ansatte er blevet anklaget for at have udvist upassende seksuel adfærd.
I november blev tv-værten Matt Lauer fra NBC fyret, mens øverste chef for Fox News, Roger Ailes, og nyhedsvært på samme netværk, Bill O’Reilly, begge er trådt tilbage tilbage efter anklager mod dem.
Samme dag som de ny anklager blev fremsat mod Les Moonves faldt CBS-aktien ifølge ABC News med 6 procent.