Artem begraver sin far, mens eksplosionerne kan høres i baggrunden: 'Vores vrede giver os kræfter til at knuse dem alle sammen'

Et skrig runger ud på kirkegården i udkanten af Kyiv.

- Jeg sværger på, at jeg vil hævne din død!

Stemmen tilhører den unge ukrainske mand Artem, der omfavner en kiste.

Den tilhører hans far, Yuriy, som var soldat og mistede livet ved et russisk bombeangreb for få dage siden.

Nu skal han - ligesom hundredevis af sine landsmænd - stedes til hvile.

- Han var 59 år gammel. Det er ikke en ung mand. Men han begyndte at forsvare sit land i 2014, forklarer Artem på kirkegården, der ligger så tæt på frontlinjen, at man kan høre bombenedslag under begravelsen.

Den sidste uge er flere raketter endda ramt ned på kirkegården.

- Vores vrede giver os kræfter til at knuse dem alle sammen, lyder det fra den oprørte søn.

- Vi vil begrave vores helte, mens russerne kommer til at dø som hunde, siger han, mens han ryger en cigaret foran sin fars grav.