Tidligere udenrigsministre om Trumps beslutning: Det er tragisk og kan ende blodigt

Mogens Lykketoft og Per Stig Møller mener langt fra, at Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som hovedstad er fremmende for fredsprocessen.

De to tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft og Per Stig Møller forstår ikke Donald Trumps beslutning. (© DR Nyheder)

USA's præsident, Donald Trump, tonede i går frem på skærmen med to klare budskaber, der har rystet regeringsledere over hele verden.

Jerusalem er Israels hovedstad, og den amerikanske ambassade i landet skal derfor flyttes til byen.

Ligesom regeringsledere som Angela Merkel, Theresa May og Emmanuel Macron, er de to tidligere udenrigsministre Per Stig Møller (K) og Mogens Lykketoft (S) uforstående over for Donald Trumps beslutning.

- Det er efter min opfattelse ikke fremmende for fredsprocessen, siger Per Stig Møller, der var konservativ udenrigsminister fra 2001 til 2010 og en af arkitekterne bag det internationale samfunds 'køreplan for fred' i Mellemøsten, der stadig bruges den dag i dag.

Og han bakkes op af Morgens Lykketoft, der var udenrigsminister i starten af årtusindet og formand for FN's generalforsamling fra 2015 til 2016.

- Det er en tragisk beslutning, og det kan få blodige konsekvenser. Vi ser allerede set voldomme reaktioner, siger han i DR 2 Dagen.

Der har dagen igennem været kampe mellem palæstinensiske demonstranter og israelske soldater flere steder på Vestbredden og i Gaza. Mindst 31 demonstranter meldes såret.

Sludder og vrøvl

Under sin tale sagde Donald Trump, at han stadig tror på en to-stats-løsning og på fred i regionen, men det giver Mogens Lykketoft ikke meget for.

- Det er noget sludder og vrøvl at sige, at parterne kan blive enige. De kan ikke blive enige, medmindre der kommer et pres, og det er USA det eneste land, der kan lægge. Det opgiver de nu, siger han.

Den amerikanske præsident lagde også vægt på, at han turde gøre det, som mange andre præsidenter ikke har haft modet til. Og han har ret i, at både George Bush og Bill Clinton luftede tanken om flytte den amerikanske ambassade i Israel til Jerusalem.

- Jeg har altid tænkt, at det var det rigtige at gøre. Men jeg vil ikke gøre noget, der kan underminere fredsprocessen eller vores evne til at mægle, hvilket betyder, at vi skal accepteres af begge sider, lød det fra Clinton i sommeren 2000.

- For kloge til at gøre det

Ifølge de to tidligere udenrigsministre handler det nok mere end omtanke end om at være modig.

- Donald Trump sagde i går, at han ikke vidste, hvorfor hans forgængere ikke har haft mod til at gøre det. Det var jo nok, fordi de var for kloge til at gøre det, siger Per Stig Møller.

Bill Clinton forklarede, at en af grundene til, at han ikke flyttede ambassaden til det konfliktplagede Jerusalem, blandt andet var, at han ikke ville underminere USA's evne til at mægle i konflikten.

Og det er netop det, som Donald Trump har gjort nu, mener Mogens Lykketoft.

- Det er tragisk, for problemet bliver ikke løst med en to-statsløsning, hvor begge får frihed, medmindre USA får en præsident, der er villig til at presse Israel til det, siger Mogens Lykketoft, der har svært ved at se en løsning i den umiddelbare fremtid.

- De allerfleste vetoer, der er nedlagt i FN's Sikkerhedsråd, de er nedlagt af USA for at beskytte Israel mod at give indrømmelser mod Palæstina, siger han.

I videoen her kan du blive klogere på, hvorfor der er så store kampe om Jerusalem.