Tidligere FN-ambassadør anbefaler angreb på Iran

John Bolton, USAs tidligere FN-ambassadør, mener at der ikke er anden vej end et forebyggende angreb, der skal ødelægge Irans atom-program.

John Bolton, USAs tidligere FN-ambassadør, mener at der ikke er anden vej end et forebyggende angreb, der skal ødelægge Irans atom-program.

Bolton var viceudenrigsminister i præsident Bushs første regering, og blev uden om Senatet udpeget til FN-ambassadør, efter at Bush i 2004 havde vundet sin anden embedsperiode.

Neo-konservativ høg

Bolton var en af de neo-konservative høge, der spillede en væsentlig rolle op til USAs invasion i Irak i 2003, og argumenterne han i dag præsenterede for en gruppe konservative britiske parlamentsmedlemmer er de samme.

- Jeg synes ikke at brugen af militær magt er tiltrækkende, men jeg må sige til jer, at jeg ikke ved hvad alternativet er, sagde Bolton, der i dag arbejde for den konservative amerikanske tænketank The American Enterprise.

- Fordi livet er et spørgsmål om valg, mener jeg at vi er nødt til at overveje brugen af militær magt. Jeg mener at vi må se på et begrænset angreb mod deres nukleare anlæg, forsatte Bolton.

Fjerne præsident

Han understregede også at det vil være nødvendigt at forsøge at fjerne "problemets rod" - præsident Ahmadinejad.

- Hvis vi skulle ramme Iran skulle det være ledsaget af et forsøg på at ændre styret.... USA havde en gang formåen til at vælte regeringer i hemmelighed. Jeg ville ønske at vi kunne få den formåen igen, sagde den tidligere FN-ambassadør, der fik tilføjet at han i øvrigt anser FN for at være "totalt overflødig".