Undersøgelsen af USA's præsidents handlinger fortsætter i dag i Kongressen. De såkaldte høringer kan føre til en rigsretssag.
Demokraterne i USA har indkaldt en række vidner for at belyse, hvad der er sket før og efter Donald Trumps samtale med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj - en samtale der fandt sted den 25. juli, og som ifølge Demokraterne viser, at Trump har misbrugt præsidentembedet ved at presse ukrainerne til at efterforske Joe Biden - en mulig politisk rival i det kommende præsidentvalg.
Og midt i det hele sad i dag den tidligere USA-ambassadør i Ukraine Marie Jovanovitj.
En kvinde, der i diplomatkredse er anerkendt for sit arbejde, men som i foråret tilsyneladende pludselig mistede præsidentens tillid.
Og derfor blev Marie Jovanovitj kaldt hjem til USA, før hendes tid som ambassadør var overstået.
Hvorfor? Tilsyneladende fordi hun ikke var loyal over for præsidenten, og fordi "hun var dårlig nyt, og de folk hun har med at gøre i Ukraine er dårlig nyt". Sådan lød det i hvert fald fra Trump, da han nævnte hende i samtalen med Zelenskyj.
Samtidig har Donald Trumps personlige advokat, New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani, kaldt hende “USA's fjende”.
I efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus forklarede hun i dag, hvorfor hun mener, Donald Trump ikke længere ønskede hende som ambassadør:
Årsagen var en smædekampagne mod hende ført an af præsidentens personlige advokat Rudolph Giuliani, som fremstillede hende som illoyal og som en, der modarbejdede korruptionsbekæmpelse i Ukraine.
Og særligt kritikken fra præsidenten har rystet hende, fortæller hun.
Særligt fordi Trump i samtalen med Zelenskyj siger, at 'hun kommer til at gå igennem noget'.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skulle tro, men det var bekymrende. Det føltes som en trussel. Det var meget skræmmende, forklarer hun.
Hun har forklaret, at hun ikke personligt har mødt præsidentens advokat, Rudy Giuliani, og kender derfor ikke det præcise motiv for, hvorfor hun skulle kritiseres.
Hun har dog en formodning om, at hendes arbejde for at fremme anti-korruption initiativer var en torn i øjnene på både Rudy Giuliani og særligt to af hans forretningspartnere. To mænd, der siden i USA er blevet anholdt og tiltalt for ulovligt at have bidraget til præsidentens valgkampagne.
Trump forsvarer sig på Twitter
Præsidenten selv forsvarer sin fyring af ambassadøren. På Twitter skriver han blandt andet:
- Alle steder, Marie Jovanovitj var, er endt et skidt sted. Hun begyndte i Somalia, og hvordan gik det lige? Så i Ukraine, hvor den nye præsident talte dårligt om hende i min anden samtale med ham. Det er præsidentens ret at udnævne sine ambassadører, skriver han.
Demokraterne mener, at Trump forsøgte at presse den ukrainske præsident til at iværksætte efterforskninger af den tidligere vicepræsident, Joe Biden, der potentielt kan blive Trumps rival til præsidentvalget næste år.
Samtidig tilbageholdt Trump vigtig amerikansk militærhjælp til Ukraine, og Demokraterne mener, at Trump holdt den tilbage bevidst for at afpresse Ukraine til at gøre, som han bad om.
Demokraterne har derfor sat gang i en undersøgelse, der kan føre til en rigsretssag mod Trump og i yderste konsekvens fjerne ham fra posten.
Marie Jovanovitj har som flere andre vidner forklaret sig tidligere - dog bag lukkede døre.
I denne uge bliver høringerne i undersøgelsen dog sendt direkte og både republikanere og demokrater kan stille spørgsmål, så hele USA kan følge med i vidnerne har set og hørt.
En af anklagerne fremsat af præsidentens advokat mod Jovanovitj er blandt andet, at hun skulle have forsøgt at stoppe efterforskning af korruption i Ukraine og for at være illoyal mod præsidenten. Anklager, hun benægter.