Thailandsk valg er kendt ugyldigt

Den thailandske Forfatningsdomstol har underkendt resultaterne af et valg i februar, som oppositionen havde boykottet.

Thailands premierminister Yingluck Shinawatras hastevalg i februar er blevet underkendt af Forfatningsdomstolen. (© Scanpix)

Midt i politisk uro og protester i gaderne holdt Thailand et hastevalg 2. februar, som var udskrevet af den pressede premierminister Yingluck Shinawatra.

Men resultaterne af det valg, der endnu ikke er offentliggjort, er ugyldige ifølge landets Forfatningsdomstol. Det skriver BBC.

Oppositionen boykottede valget, som regeringspartiet var forventet at vinde, og i flere regioner udbrød der voldsomme protester over valget.

Imod forfatningen

Det var en juraprofessor, der i første omgang rejste kritikken af valget og det er hans protest, som Forfatningsdomstolen nu har taget til efterretning.

En af ankerne var, at valget ikke blev holdt på samme dag i hele landet, hvilket er imod forfatningen.

Det er endnu uvist, hvornår et nyt valg skal afholdes i Thailand.