Thailand er meget langt fra at finde mistænkte efter terror

Internationale efterforskere er nødt til at hjælpe Thailand. Politiet frygter, at mistænkte har forladt landet.

Fantomtegningen af den hovedmistænkte hænger på storskærme rundt omkring i Bangkok. (Foto: © Chaiwat Subprasom, Scanpix)

Thailand er de seneste dage ikke kommet meget nærmere afgørende spor efter mandagens blodige terrorangreb i Bangkok.

Selv om efterforskere har sikret sig gode overvågningsbilleder af en mistænkt gerningsmand, er politiet meget langt fra at kunne foretage konkrete anholdelser.

Det erkender thailandsk politi, som frygter, at en eller flere af de mistænkte allerede kan have forladt Thailand.

Landets politichef siger, at efterforskningsholdet har brug for held, hvis gerningsmændene skal fanges.

- Vi kan foretage anholdelser, hvis gerningsmændene er uheldige. Hvis de er heldige, kan de måske slippe af sted. Men hvis heldet er med os i politiet, så fanger vi dem måske, siger Somyot Poompanmoung.

Leder efter udlænding

Politiet har offentliggjort en fantomtegning af en mørkhåret mand, som de mener er den hovedmistænkte, der placerede bomben i en rygsæk ved det hellige tempel i centrum af hovedstaden og kort efter forlod stedet på motorcykel. Han er ifølge politiet udlænding.

Politichefen siger ifølge Reuters, at også politiets gammeldags udstyr gør det vanskeligt at nå et gennembrud i sagen.

- Vi har ikke moderne værktøj at benytte os af. Vi har vanskeligheder ved teknologi og data. Vi er nødt til at vente på et internationalt samarbejde, som kan give os den rette hjælp med sådan noget udstyr, siger Somyot Poompanmoung.

Thailand har nu bedt Interpol om hjælp til efterforskningen.

Desuden er der udlovet en dusør på tre millioner thailandske bat svarende til omkring en halv million kroner til den eller de, der kan føre politiet på sporet af den hovedmistænkte.

Lige nu arbejder efterforskerne ud fra en teori om, at manden planlægge terrorangrebet sammen med andre.

  • Angrebet fandt sted midt i Bangkok ved den hinduistiske helligdom Erawan-templet. Det blev genåbnet få dage efter, og her deltager repræsentanter fra Thailands regering i en mindehøjtidelighed. (Foto: © Athit Perawongmetha, Scanpix)
  • Templet er ofte besøgt af kinesere, hvorfor en stor del af ofrene også var fra Kina. Her lægger et familiemedlem til to af de dræbte et klæde over kisten, inden et 4-årigt barn og dennes far bliver stedt til hvile. (Foto: © OLIVIA HARRIS, Scanpix)
  • Dette billede fra et overvågningskamera viser den hovedmistænkte iført en gul t-shirt forlade templet, blot tre minutter efter terrorangrebet. (Foto: © THAI POLICE, Scanpix)
1 / 3

Mindst ti planlagde angreb

Mindst ti personer er mistænkt for at stå bag planlægningen, der kan have stået på i over en måned, og disse personer tæller både thailændere og udlændinge.

Endnu har ingen gruppe taget skylden for bombeeksplosionen, og politiet har ikke udtalt sig nærmere omkring de personer, der også er i søgelyset.

Over 20 personer mistede livet, mens over 120 blev såret, da bomben eksploderede. Gerningsstedet er i et område med mange turister, idet det hellige tempel hver dag besøges af tusindvis af mennesker, ligesom der ligger flere store hoteller og shoppingcentre i nærheden.

Efterforsker to bombeangreb

Tirsdag, dagen efter angrebet, blev der smidt en mindre bombe ved en bro i Bangkok, men den landede i vandet, og ingen mennesker kom noget til. Det er uvist, om de to alvorlige hændelser er forbundet.

Thailands regering er af den overbevisning, at angrebet havde til formål at ramme en af landets store indtægtskilder, nemlig turismen. I internationale medier spekuleres der fortsat i, hvorfor angrebet skulle finde sted.

Bangkok har over et årti været præget af stærke spændinger og voldelige sammenstød mellem 'rødskjorterne', som er en græsrodsbevægelse i landets fattige områder - og 'gulskjorterne, som støtter middelklassen, kongehuset og den traditionelle elite.