Den 13. november sidste år mistede 89 personer livet under et terrorangreb på det parisiske spillested Bataclan.
Siden da har stedet holdt lukket, og tiden er blandt andet blevet brugt på at renovere det.
Men nu er Bataclan ved at være klar til at afholde nye koncerter, oplyser ejerne på Facebook.
Den endelige genåbningsdato er endnu ikke blevet fastlagt.
Men hvis man skal tro den nye spilleplan, vil den første koncert finde sted den 16. november i år, hvilket er godt et år efter det voldsomme angreb.
Koncerten er med Libertines-frontmanden Pete Doherty, og billetterne bliver sat til salg i morgen.
Derudover er der også arrangeret koncerter med blandt andre Nada Surf og MZ.
- Vi vil forsøge at bevare vores entusiasme og venlighed. Vi vil fastholde den festlige stemning, som altid har været her på stedet, skriver Bataclan-holdet på Facebook.
Terrorangrebet fandt sted under en koncert med det amerikanske rockband "Eagles of Death Metal".
Udover Bataclan blev flere restauranter i byen ramt under skud- og bombeangrebene sidste år, hvor i alt 130 civile mistede livet.