Terrorforsker: 'Angrebene ser ud til at være taget direkte ud af IS og al-Qaedas militante taktikbog'

Nyoprettet gruppe er hovedmistænkt for at stå bag terror i Sri Lanka.

Sikkerhedsstyrker inspicerer skaderne i en kirke i byen Negombo i Sri Lanka. Et angreb, som myndighederne mener, at den nyoprettede gruppe National Thowheeth Jama’ath (NTJ) står bag. (Foto: © Ishara S. KODIKARA, Scanpix)

Endnu er der ingen, der ved, hvad motivet bag de dødelige angreb i Sri Lanka er.

Til gengæld har den srilankanske regering i dag peget på organisationen NTJ, National Thowheeth Jama’ath, som ansvarlig for terrorbomberne, der har kostet foreløbig 290 mennesker livet.

Det er, oplyser myndighederne, en lokal, islamistisk gruppe, der er så godt som ukendt både ude og inden for det sydasiatiske øriges grænser.

- I de lokale medier skriver de, at det er en nyoprettet gruppe, og at efterretningstjenesten kendte navnene på nogle af medlemmerne i gruppen, men altså ikke selve gruppen.

Det fortæller Ravinder Kaur, der er lektor i Sydasien-studier ved Københavns Universitet.

- Derfor ved man heller ikke, hvad de ønsker, står for eller har som formål. Kun at den er mere eller mindre ukendt, siger hun.

Ingen forhistorie med islamistisk terror

Regeringen har peget på NTJ som ansvarlig for massakren, men gruppen har ikke selv påtaget sig skylden.

Selvom Sri Lanka i årevis frem til 2009 var plaget af en blodig borgerkrig, har landet stort set ingen erfaringer med islamistisk terror.

Sørgende til en 13-årig pige, der døde i en af eksplosionerne i går. (Foto: © Athit Perawongmetha, Scanpix)

- Borgerkrigen handlede ikke om religion, men om at tamilerne og De Tamilske Tigre ønskede en etnisk separatisme med territorium og en egen stat. Og tamilerne var ikke kun hinduer, de var også muslimer og kristne.

- Så det her med en islamistisk organisation er noget nyt, for det har ikke handlet om religion før, siger Ravinder Kaur, der ikke vil spekulere i gruppens eventuelle motiv, før der er mere håndfaste beviser.

Ligner IS og al-Qaedas fremgangsmåde

Anne Speckhard fra International Center for the Study of Violent Extremism kalder NTJ en ekstremistisk bevægelse, der arbejder for at skabe splid i befolkningen i Sri Lanka.

- Angrebene ser ud til at være taget direkte ud af IS og al-Qaedas globale og militante taktikbog, da den anstifter religiøst had ved at angribe kirker i en religiøs højtid, siger hun til New York Times.

Ifølge det amerikanske medie har en gruppe med navnet Sri Lanka Thowheeth Jama’ath tidligere påkaldt sig opmærksomhed ved at vandalisere buddhistiske statuer og en leder, der blev anholdt for at opfordre til racisme.

Den srilankanske hær sender en raket afsted mod en lejr for tamilske oprørere under borgerkrigen. Den varede i næsten tre årtier, og titusindvis af civile døde i kampene mellem regeringen og oprørsgruppen De Tamilske Tigre. (Foto: © ANURUDDHA LOKUHAPUARACHCHI, Scanpix)

Det er uvist, om der er en forbindelse mellem gruppen på Sri Lanka og de to islamistiske terrorgrupper.

Alan Keenan, der er direktør i for International Crisis Group peger over for BBC på en mulig forbindelse, nemlig at NTJ er en gren af IS.

Flere af de mænd, der senere blev anholdt for hærværket på de buddhistiske statuer, studerede religion hos prædikant, der er nævnt i den srilankanske efterretningstjenestes dokumenter vedrørende angrebet, der blev offentliggjort i går, siger Alan Keenan.