Brigitte Mohnhaupt, tidligere medlem af terrororganisationen Rote Arme Fraktion bliver prøveløsladt efter 24 år i fængsel.
Den nu 57-årige Brigitte Mohnhaupt blev anholdt i 1982 og idømt fem livstidsstraffe for bortførelse og mord begået i 1970erne.
Hun blev blandt andet dømt for mord på den tyske rigsadvokat Siegfried Buback og arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer.
Kulminerede i 1977
RAF's terrorisme kulminerede i efteråret 1977, hvor Mohnhaupt stod i spidsen for den såkaldte anden generation af Baader-Meinhof-gruppen, der med bombeterror og bortførelser rystede det daværende Vesttyskland i sine grundvolde.
Forbundspræsident Horst Köhler overvejer for øjeblikket en benådningsanmodning fra Mohnhaupts gamle kampfælle Christian Klar. Den i dag 54-årige Klar har først afsonet sin mindstestraf på 26 års fængsel i 2009.
Ingen tegn på anger
Beslutningen om at sætte hende på fri fod har vakt røre i Tyskland, hvor pårørende til ofrene siger, at hun ikke har vist tegn på anger over terrorhandlingerne.
Et flertal af tyskerne har været imod at løslade Mohnhaupt, men den socialdemokratiske retsordfører, Klaus Uwe Benneter, siger at prøveløsladelsen er et bevis for, at retsstaten fungerer i Tyskland, fordi terrorister ikke bliver forskelsbehandlet.