Terrorberedskab er stadig i top: Faren er langt fra drevet over i Bruxelles

Mange i Bruxelles arbejder hjemme mandag, hvor det er uklart, om skolerne åbner efter weekendens terroralarm.

Foran mange barer restauranter er der posteret vagter til at kontrollere kunder og gennemsøge tasker. (Foto: © Stephanie Lecocq, Scanpix)

Faren er ikke drevet over i Bruxelles, der søndag for anden dag i træk er i højeste terrorberedskab efter konkrete trusler om nært forestående angreb på samme tid flere steder i den belgiske hovedstad.

Talstærke og svært bevæbnede politifolk og soldater patruljerer stadig over det meste af byen, hvor politiet samtidig jagter flere mistænkte terrorister.

Den ene er den 26-årige Aslam Abdeslam, der menes at have været med til attentaterne i Paris sidste weekend, hvor 130 mennesker blev dræbt.

Samtidig frygter politiet ifølge den belgiske avis Le Soir, at andre terrorceller er parat til at slå til i Bruxelles, mens politiet jagter Abdeslam og andre med mulig forbindelse til terrorhandlingerne i Paris.

Metroen i den belgiske hovedstad er foreløbig lukket indtil mandag, og mange i Bruxelles, der både er hovedkvarter for EU og Nato, forbereder sig på at arbejde hjemme fra starten af ugen.

Bruxelles blev sat i akut alarmberedskab natten til lørdag, hvorefter byens metro blev lukket, sportskampe og koncerter aflyst, og turistattraktioner, museer, biografer, shoppingcentre, de fleste butikker og i løbet af dagen også mange restauranter lukkede.

Foran mange af de populære barer og supermarkeder, der holdt åben hele lørdagen, var der posteret vagter til at kontrollere kunder og gennemsøge tasker, inden kunderne blev lukket ind.

De belgiske myndigheder holder foreløbig Bruxelles på det højeste terrorberedskab indtil søndag eftermiddag, hvor de igen vil vurdere situationen.

/ritzau/