Frankrig er et af de mest besøgte lande i verden, men ifølge turistrådet i Paris har turister været bange for at rejse til landets hovedstad efter terrorangrebene sidste år.
I januar 2015 blev magasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked angrebet, og senere i november mistede 130 personer livet, da en gruppe terrorister angreb seks forskellige steder i Paris.
Byen har oplevet et fald i antallet af turister lige siden. Det meddeler turistrådet i Paris ifølge Reuters.
Hotelbookinger fra japanske besøgende var nede med 56 procent i første kvartal af året i forhold til samme periode i 2015, mens russerne var nede med 35 procent.
Antallet af de kinesiske turister er de seneste år steget markant, men også den tendens er vendt. Efter angrebene sidste år er tallet faldet med næsten 14 procent.
- Begyndelsen af 2016 er stadig ramt af de katastrofale konsekvenser af angrebene i 2015, siger Frederic Valletoux, leder af Paris' turistråd, ifølge Reuters.
Voldsomme strejker rammer turismen
De seneste måneder har situationen i byen været stabil, men i stedet har en anden krisesituation i Frankrig presset turismen, fortæller Frederic Valletoux.
Der har været strejker og blokader over hele Frankrig i flere uger. Mange steder har det ført til sammenstød mellem demonstranter og politiet med mange sårede.
De franske arbejderes vrede er rettet mod den franske regering, der har gennemtrumfet kontroversielle arbejdsmarkedsreformer uden om parlamentet.
Reformerne gør det lettere for arbejdsgivere at hyre og fyre folk, ligesom den 35 timers arbejdsuge i højere grad bliver åben for forhandling på de enkelte arbejdspladser.
Hvis det fortsætter, kan det, ifølge Frederic Valletoux, få yderligere konsekvenser for turismen.
- Der er stadig tid til at redde turistsæsonen, men det kræver, at der bliver sat en stopper for disse blokader, der bliver vist verden over, siger han og uddyber:
- Det er hele turismen og netværket, der bliver straffet. Det er en enorm udfordring for medarbejderne, fordi 500.000 personer er afhængige af turistsektoren i Paris-området.