Det er ikke nok for terrorister at udøve terror. De skal også reklamere for den. Og derfor var terrorangrebet mod Charles Hebdo i Paris en vigtig aktion for al Qaeda-grupperingen i Yemen.
Sådan siger Jørgen Bæk Simonsen, som er professor på Institut for Tværkulturelle Studier ved Københavns Universitet
- Blandt de forskellige militante grupperinger, er der en stor indbyrdes konkurrence om at stå forrest i rækken om, hvem der må påtage sig retten til at sætte ord på, hvordan rigtige muslimer tænker, og hvordan islam skal forstås, siger han.
Al-Qaeda i Yemen tager ansvaret for Paris-terror
Efter angrebet på det franske satiriske magasin har al-Qaedas afdeling i Yemen hævdet, at de står bag. Et medlem af gruppen siger således til det amerikanske nyhedsbureau AP, at angrebet skete som hævn for krænkelsen af profeten Muhammeds ære.
De to Kourachi-brødre, der angiveligt udførte terrorangrebet onsdag, har også selv meddelt, at de var sendt af al-Qaeda i Yemen.
- Jeg var derovre, og det var Anwar al-Awlaki, der finansierede mig, sagde Said Kourachi til den franske tv-station BFMTV, inden han blev dræbt under en politiaktion fredag.
Prestige i Mellemøsten
Ifølge Hannah Ziadeh, som er mellemøstanalytiker ved Institut for Menneskerettigheder, er terrorangrebene ikke kun en ideologisk kamp, men også en politisk konkurrence om at være den bedste til at forsvare islam i Vesten. Og derfor er det vigtigt for al-Qaeda, at Kourachi-brødrene nævner dem.
- Det, at al-Qaedas folk har kunnet hævne profeten i Paris - som de har påstået - det er en stor sag. Det giver dem prestige i hele Mellemøsten, hvor mange mennesker mener, at tegnerne på Charlie Hebdo har gjort noget forkert, og det betyder, at de vil kunne få flere penge til deres aktiviteter.
Islamisk Stats hurtige fremmarch har haft svækket al Qaedas position, så at aktionen i Paris sættes i forbindelse med al Qaeda har stor betydning for organisationen, vurderer Hannah Ziadeh.
- Al-Qaeda stod svækket før, men når det lykkes dem at gennemføre så stort et angreb, så viser de, at de stadigvæk kan forsvare profeten, og det får dem til at fremstå som en stærkere aktør, siger han.
Tre danskere på dødsliste
Det franske satire-magasins redaktør og tegner, Stéphane Charbonnier (Charb, - red.), som døde under onsdagens terrorangreb, har gennem længere tid stået på en dødsliste udfærdiget af al-Qaeda.
På listen er der også tre danskere fra Morgenavisen Jyllands-Posten, efter avisen i 2005 offentliggjorde Muhammedtegninger.
Og ifølge Jørgen Bæk Simonsen er der ingen grund til at tro, at al-Qaeda stiller sig tilfreds med angrebet i Paris.
- Vi kan naturligvis forvente, at det bliver ved. Selvom de franske sikkerhedsstyrker har haft held med at tilintetgøre de tre terrorister, som var så engageret i en ideologisk forklaret og ideologisk begrundet terrorhandling, så betyder det ikke, at ideologien er forandret, siger han.