Terror i Bruxelles: Bliv indendøre

Indbyggere og besøgende opfordres til at blive indendøre, og myndigheder oplyser om overbelastede netværk i Belgiens hovedstad.

Flere har mistet livet i angrebene. (Foto: © Reuters Tv, Scanpix)

Indbyggere og besøgende i Bruxelles opfordres af myndighederne til at blive inden døre, efter flere eksplosioner har ramt byens lufthavn og en metrostation.

Ifølge flere medier er nettet i byen under massivt pres og er flere steder gået ned, mens mange forsøger at holde sig orienteret om situationen og kontakte familier og venner.

Det har fået de belgiske myndigheder til at opfordre folk til at holde sig fra unødvendige opkald.

- Ring ikke. Brug sms eller sociale medier. Netværk er overbelastet, skriver Belgiens krisecenter.

https://twitter.com/CrisiscenterBE/status/712207628571643905

Samtidig opfordrer de til at ringe til nødnummeret 1771, men kun til ofre og pårørende, der har brug for hjælp og information.

På grund af presset har flere selskaber udvidet adgangen til Wi-Fi netværk, så man ikke behøver at benytte sig af telefonlinjen.

Også medarbejderne i EU skal blive hjemme i morgen onsdag. Det skriver Socialdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose på Twitter.

https://twitter.com/SchaldemoseMEP/status/712251076494368771

Den belgiske sundhedsminister Maggie de Block siger ifølge belgiske medier, at der er 11 døde ved angrebet i lufthavnen og 81 sårede. Transportmyndighederne oplyser, at der er 15 døde og 55 sårede i metrotoget ved Maelbeek.