Telefonopkald sætter fokus på forholdet mellem Donald Trump og Clinton-klanen

Forholdet mellem Donald Trump og Hillary Clinton er kommet i centrum, efter tv-duel mellem de republikanske præsident-aspiranter.

Donald Trump fører lige nu kapløbet om at blive Republikanernes næste præsidentkandidat. (Foto: © Chip SOmodevilla, 2015 Getty Images)

Hvor gode venner er den republikanske Donald Trump egentlig med det demokratiske power-par, Hillary og Bill Clinton?

Og er Donald Trump en vaskeægte republikaner, når han igennem flere år har postet millioner af dollar i Clinton-familiens fond, ”The Clinton Foundation”?

De spørgsmål har optaget de amerikanske medier og landets politiske establishment, efter kampen om at blive USA’s næste præsident i de seneste uger er begyndt at spidse til.

Og det var også et af de tilbagevendende temaer, da den omstridte byggematador og reality-kendis natten til fredag tørnede sammen med de andre republikanske præsidentaspiranter i den første tv-debat.

Millioner til Clinton-fonden

Både Hillary Clinton og Donald Trump sigter nemlig efter posten som verdens mest magtfulde person, når amerikanerne næste år skal vælge præsident Barack Obamas efterfølger.

Men hvor Donald Trump som bekendt har blikket stift rettet mod at blive Republikanernes næste præsidentkandidat, går Hillary Clinton efter at blive Demokraternes. Og skal man tro de seneste målinger, er det ikke usandsynligt, at det sker.

Men selvom de to politikere befinder sig på hver sin politiske fløj, er det ikke mange år siden, at ”The Donald” - som den amerikanske mangemilliardær også bliver kaldt - donerede millioner af dollar til The Clinton Foundation.

Og da han i 2005 blev gift med modellen Melania Knauss, var det magtfuld Clinton-par inviteret med til bryllupsreceptionen.

Ringede til Bill

Derudover kom det i sidste uge frem, at Donald Trump i maj ringede til USA’s tidligere præsident Bill Clinton, lige inden han formelt meldte sig ind i præsidentræset.

Det var de to anerkendte aviser New York Times og Washington Post, der kunne fortælle den historie. Og selvom flere anonyme kilder fastslog, at der hverken blev talt om politik eller om Donald Trumps præsidentdrømme, har samtalen sat fornyet fokus på forholdet mellem ”The Donald” og Clinton-klanen.

Satirikeren Joe Queenan har i en ironisk kommentar i The Wall Street Journal ligefrem spekuleret i, om Hillary og Bill Clinton har fået placeret Donald Trump som en anden trojansk hest i Det Republikanske Parti for at skabe intern splid og afspore præsidentdebatten.

Da Donald Trump i nat debatterede med de andre republikanske præsidentaspiranter, problematiserede flere af hans modstandere forholdet.

- Betyder det så, at han vil støtte Clinton, hvis han ikke bliver republikanernes kandidat? Eller betyder det, at han vil stille op som uafhængig kandidat? spurgte Kentucky-senatoren, Rand Paul, eksempelvis under debatten.

Sårede Hillarys følelser

Men alle beskyldningerne blev dog fejet direkte af bordet af Donald Trump under debatten.

- Jeg sagde til Hillary Clinton, at hun skulle komme til mit bryllup, og så kom hun. Hun kunne ikke gøre andet, eftersom jeg støttede hendes fond, sagde han og understregede, at han har støttet flere demokratiske kandidater igennem tiden.

- Når de ringer, støtter jeg dem. Og ved du hvad? Når jeg har brug for hjælp to-tre år senere, ringer jeg til dem. De er der for mig, sagde Donald Trump under debatten.

Jennifer Palmieri, der er talsperson for Hillary Clinton i forbindelse med præsidentkampagnen, udtalte efterfølgende, at den tidligere førstedame og udenrigsminister var blevet ”såret” af Donald Trumps udtalelser.

- Jeg er sikker på, at det har såret hendes følelser, når hun nu har hørt ham sige, at han faktisk ikke ønskede, at hun skulle være der, sagde talspersonen ifølge ABC News.