Myndighederne i Australien har forhindret to teenagere i at forlade landet.
De mener, at de to brødre på 16 og 17 år ville rejse til Mellemøsten og slutte sig til en jihadistgruppe, skriver avisen The Sydney Morning Herald.
Frygt for radikalisering
Den såkaldte Told- og Terrorismeenhed i Sydneys Kingsford-lufthavn stoppede brødrene og informerede deres forældre om den planlagte rejse.
- Vi har her to teenagere, der er blevet tilbageholdt på vej til en potentielt meget farlig situation, siger Australiens minister for indvandring, Peter Dutton.
- Disse to unge mænd... er børn, ikke drabsmænd. Og de skal ikke have lov til at rejse til et fremmed land og kæmpe for at komme tilbage til vores kyster på et tidspunkt som radikaliserede, siger han.
Vil bremse hjemmedyrket terrorisme
Drengene havde købt billetter til en uspecificeret destination i Mellemøsten, og indholdet af deres bagage vakte myndighedernes mistanke.
Australien har for nylig styrket sin lovgivning om terrorbekæmpelse. Myndighederne har ifølge de nye regler nu ret til at forhindre borgere i at flyve til konfliktramte lande som Syrien eller Irak.
Regeringen siger, at opstramningen er nødvendig for at bidrage til at bremse såkaldt hjemmedyrket terrorisme. Myndighederne har kendskab til omkring 90 australiere, som kæmper sammen med militante, islamistiske grupper i Irak eller Syrien.
Overtrædelse af rejseforbud kan give 10 års fængsel
Hvis australiere overtræder rejseforbuddet til dele af Irak og Syrien kan det op til 10 års fængsel.
Australiens regering annoncerede tirsdag, at den sender yderligere 300 soldater til Irak for at hjælpe regeringshæren med at træne dens soldater til at tage kampen op med Islamisk Stat, der fortsat kontrollerer store områder af landet.
/ritzau/