Har Taliban ændret sig i de 20 år, der er gået, siden gruppen sidst havde magten i Afghanistan?
Det er det brændende spørgsmål i den afghanske befolkning, efter islamisterne igen har indtaget regeringskontorerne.
Taliban har ivrigt signaleret, at de ikke har tænkt sig at gentage rædselsregimet fra 1990'erne. Dengang gav historier om steninger og burkaer Afghanistan et ry som helvede på jord.
Men selvom Taliban anno 2021 holder pressemøder og bruger sociale medier, så er der masser af tegn på, at gruppen ikke har ændret syn på basale menneskerettigheder.
Pisk til kvinder
Demonstrationer i Kabul onsdag kan tjene som eksempel, skriver Los Angeles Times.
Mindre grupper kvinder gik på gaden, blandt andet for at protestere over Afghanistans nye ministerhold. Holdet tæller nul kvinder, men er til gengæld rig på mullaher fra Talibans gamle garde.
"Hvorfor ser verden på os tavst og ondskabsfuldt", stod der på engelsk på et af kvindernes skilte.
Kvinderne bevægede sig ned ad gaden, mens de råbte "frihed!"
Men Taliban havde på forhånd gjort klart, at deres tålmodighed med protester er ved at være opbrugt. Indenrigsministeriet har endda udstedt et midlertidigt forbud mod demonstrationer, der "forstyrrer sikkerheden, chikanerer mennesker og forstyrrer det normale liv."
Og da nogle af de demonstrerende kvinder i hovedstaden onsdag konfronterede Taliban-krigere, svarede de igen med piskeslag.
Se en video af piskeslagene her:
Journalister med store skader
En gruppe journalister fra den lokale avis Etilaatroz, som dækkede demonstrationerne, fik en endnu hårdere medfart af Taliban.
Journalisterne blev tilbageholdt på en politistation, og mindst to af dem fortæller Los Angeles Times, at de fik voldsomme tæsk. En af dem siger, at han fik så hårde slag, at han mistede bevidstheden.
Se billeder af journalisternes skader i serien:
Spreder frygt
De efterhånden mange historier om Talibans overgreb mod civile spreder frygt blandt de afghanere, som DR Nyheder er i kontakt med.
Den unge journalist og aktivist "Rashid" fortæller, at han ikke turde dække onsdagens demonstrationer i Kabul.
- Jeg er nødt til at tænke på mit liv og min sikkerhed. Taliban har gentagne gange affyret skud mod befolkningen. Friheden for medierne er fuldstændig blokeret, siger Rashid.
Han fortæller, at Taliban tager billeder af personer, som deltager i protester. Han er overbevist om, at demonstranterne vil blive straffet senere.
Menneskerettighedsaktivisten "Bibi", der bor i Kandahar, siger, at hun er stolt af de kvinder, som taler Taliban imod.
- Jeg er glad for, at vi har modige kvinder, der endnu står op for menneskerettigheder, kvinders rettigheder (og) børns rettigheder. Men i øjeblikket ved jeg ikke, om det, de efterspørger, nogensinde bliver givet til dem af Taliban eller ej.
Rashid og Bibi er opdigtede navne. Kildernes rigtige navne er redaktionen bekendt.