Taliban lukker vejen til lufthavn og afviser at forlænge deadline

EU opfordrer USA og andre til at "sikre lufthavnen, så længe det er nødvendigt".

Billede af canadiske soldater ved Kabuls lufthavn, hvor evakueringen sker fra. (Foto: © Staff Sgt. Victor A. Mancill / U, Ritzau Scanpix)

Håbet svinder for de afghanere, der venter på at blive evakuret fra Kabul, men som endnu ikke er nået frem til byens lufthavn.

På et pressemøde i dag fortalte en talsmand for Taliban, at man har lukket vejen til lufthavnen for afghanske statsborgere. Udenlandske statsborgere må dog stadig gerne tage til lufthavnen.

Taliban ønsker ikke, at afghanere skal kunne forlade landet. Heller ikke de personer, som amerikanere og andre vestlige lande har godkendt til evakuering.

- Vi forsøger at kontrollere situationen. Vejen til lufthavnen er blevet lukket nu. Afghanske statsborgere har ikke længere lov at tage dertil, lyder meldingen fra Zabihullah Mujahid, talsmand for Taliban.

Taliban vil heller ikke forlænge en aftale om at lade USA og andre lande evakuere folk fra Afghanistan efter fristen 31. august, siger han.

Talsmanden begrunder beslutningen om at afspærre vejen til lufthavnen med, at der er en manglende sikkerhed i lufthavnen.

Zabihullah Mujahid siger, at Taliban garanterer den afghanske befolknings sikkerhed. Han opfordrer afghanerne i Kabuls lufthavn til at "tage hjem igen og genoptage deres rolige hverdagsliv".

Der er tale om noget "meget drastisk", hvis Taliban forhindrer afghanere i at komme ud til lufthavnen i Kabul, siger Philip Khokhar, DR's Asien-korrespondent:

G7-ledere beder Taliban om fri passage

Den amerikanske præsident har i dag holdt virtuelt topmøde med G7-landene, som er en samling af de rigeste vestlige lande.

Før mødet blev der lagt op til, at flere europæiske lande ville lægge pres på Biden for at få ham til at udskyde tilbagetrækningen.

Men efter mødet lød meldingen fra Tysklands Angela Merkel, at man ikke rykker deadline for den vestlige tilbagetrækning fra Afghanistan, som efter planen skal finde sted om en uge.

Den tyske forbundskansler Angela Merkel efter dagens virtuelle G7-møde. (Foto: © FILIP SINGER / POOL, Ritzau Scanpix)

EU-præsident Charles Michel udtrykker, efter mødet i dag, bekymring for evakueringens videre forløb. Han opfordrer Taliban til at give alle, der ønsker det, fri passage til Kabuls lufthavn.

Han appellerer også, på vegne af EU, til at USA og andre partnere skal "sikre lufthavnen, så længe det er nødvendigt", for at få alle evakueret.

Også Boris Johnson havde en klar melding til Taliban.

- De (Taliban, red.) bliver nødt til at garantere, frem til 31. august og derefter, sikker passage til dem, der vil ud, siger Boris Johnson efter mødet.

G7-lederne understreger i en fælles udtalelse, at hvis der skulle udgå terrorangreb fra Afghanistan eller ske brud på menneskerettighederne, vil Taliban "blive holdt ansvarlig".