Voldsomme kampe har gennem længere tid fundet sted omkring byen Bakhmut i Donbas-regionen i det østlige Ukraine. Rusland har for nylig intensiveret sine angreb på landsbyen Soledar ti kilometer nord for Bakhmut, og landsbyen er tilsyneladende faldet.
Ifølge ukrainske myndigheder ledes de russiske angreb af lejehæren Wagner-gruppen, der har kørt på med flere bølger af angreb mod den østukrainske landsby.
Det underbygges af efterretninger fra det britiske forsvarsministerium, der vurderer, at Wagner-gruppen og de russiske styrker sandsynligvis nu har taget kontrol med landsbyen som led i kampen for Bakhmut, der i øjeblikket er Ruslands primære fokus.
- Det er russerne, der er i offensiven i øjeblikket. Det har stået på i Bakhmut siden engang i forsommeren. Frontlinjen flytter sig hele tiden rundt. Russerne har presset rigtig hårdt på siden november. De har prøvet rundt omkring byen og har stille og rolig gnavet sig ind. Først sydfra - og nu nord for byen, siger Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.
- Det er en taktisk position og en vigtig by for forsvaret af Bakhmut. Det handler om forsyningslinjer og om, hvordan man stille og roligt vil kunne begynde at omringe Bakhmut, siger han.
Ifølge det britiske forsvarsministerium forsøger russerne efter alt at dømme at omslutte Bakhmut fra nord og afbryde Ukraines kommunikationslinjer.
Kampene har især været fokuseret omkring indgangene til et 200 kilometer langt netværk af gange i de saltminer, der ligger ved Soledar og Bakhmut. Både Ukraine og Rusland frygter, at gangene kan blive brugt til at infiltrere hinandens linjer, skriver det britiske forsvarsministerium.
- Sådan nogle gange kan sagtens være brugbare. Vi så det jo lidt med stålværket i Mariupol. Det er med til at gøre bykrig meget svært, når der er sådan nogle konstruktioner, hvor fjenden pludselig kommer op på den forkerte side, siger Anders Puck.
Ingen mure tilbage
Trods den russiske fremgang i Soledar er det usandsynligt, at Rusland formår at omslutte Bakhmut lige med det samme, da de ukrainske styrker fastholder stabile forsvarslinjer og har kontrol med forsyningsvejene, lyder det i de britiske efterretninger.
I sin tale mandag aften sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at de ukrainske troppers forsvar af Soledar har "vundet ekstra tid og styrke for Ukraine". Han påpegede samtidig, at der nærmest ikke er en mur tilbage i landsbyen som følge af de hårde kampe.
Både Soledar og Bakhmut er nøglebyer til at kontrollere hele Donbas-regionen, hvor de mest intensive kampe i krigen har fundet sted de seneste uger.
- Det er lang tid, der har været kampe om Bakhmut, og jeg vurderer, at russerne er ret langt fra at kunne tage byen. Det er på ingen måde ved at være slut. Men det er blevet vigtigt for russerne - også bare for at vise, at det kan lade sige gøre. Det er blevet en form for forbandelse, siger Anders Puck Nielsen.
- Ukrainerne vil selvfølgelig gerne fastholde byen, men russernes tab omkring byen har været helt enormt store, og også større end byen i sig selv berettiger til. Man skal også bare huske, at hvis russerne på en eller anden måde skal færdiggøre projektet med at erobre Donbas, er de nødt til at starte et eller andet sted. Bakhmut er måske deres bedste bud, så helt håbløst er det ikke.