Mindst 62 syriske soldater er blevet dræbt i et luftangreb, som fandt sted tidligt lørdag aften i nærheden af luftbasen i Deir al-Zor.
Angrebene fandt sted omkring klokken 17.30 lørdag eftermiddag efter fire kampfly i retning fra Irak fløj ind i syrisk luftrum.
Ifølge syrisk militær er det en amerikansk-ledet koalition, der står bag angrebet på basen og som har efterladt flere end 100 soldater sårede.
Talsmand for det russiske forsvarsministerium Igor Konashenkov har bekræftet, at luftangrebet er blevet udført af to F16-fly og to A-10s, og at de tilhører en international koalition.
Ifølge Konashenkov førte luftangrebet til, at Islamisk Stat, der har haft omringet basen, umiddelbart efter indledte endnu et angreb på de syriske regeringsstyrker.
- Hvis luftangrebet var et resultat af fejlberegninger, så er det en direkte konsekvens af, at USA's modvilje til at koordinere angrebene på syrisk grund med Rusland, meddeler det russiske forsvarsministerium ifølge Reuters.
Rusland har tidligere i dag kritiseret USA for ikke at opretholde deres del af den nyligt indgåede våbenhvile. Aftalen gælder ikke angreb fra den amerikanskledede koalition på IS eller andre terrorgrupperinger.
De amerikanske styrker har udført tusinder af luftangreb mod IS i Syrien og Irak i de seneste år og er angrebet udført af amerikanske styrker vil det være første gang, USA har angrebet syriske regeringsstyrker.