Luftangreb har ramt en militær lufthavn i Syrien.
Det rapporterer syriske statsmedier tidligt mandag morgen lokal tid ifølge nyhedsbureauet AFP. Oplysningen er på nuværende tidspunkt ikke bekræftet af øvrige kilder.
Angrebet kommer, kort tid efter at amerikanske myndigheder oplyste, at der med al sandsynlighed er brugt kemiske våben mod den oprørskontrollerede by Douma i weekenden.
- Præsident Putin, Rusland og Iran bærer et ansvar for at støtte udyret Assad. Høj pris at betale, skrev Donald Trump på Twitter søndag.
Amerikanerne har dog med det samme via en talsmand for Pentagon afvist, at de står bag luftangrebet, skriver nyhedsbureauerner AP og Reuters.
- Men vi følger fortsat situationen tæt og støtter den diplomatiske indsats for at holde dem, der anvender kemiske våben i Syrien og andre steder, ansvarlige, lyder det.
EU har tidligere sagt, at beviser peger på, at den syriske præsident Bashar al-Assads styre står bag weekendens angreb, der angiveligt har kostet mindst 70 mennesker livet.
Det er fortsat sparsomt med oplysninger om angrebet mod den militære lufthavn mandag. Det er fortsat uvist, hvem der står bag.
/ritzau/DR Nyheder