Syriske læger har frygten med på arbejde: ’De går efter at ramme vores hospitaler’

Adskillige hospitaler i Idlib-provinsen er blevet ramt af bombeangreb de seneste måneder.

Samer al-Khalij arbejder som læge i Idlib-provinsen, hvor adskillige hospitaler er blevet bombet de seneste måneder. (Foto: © Michael S. Lund)

Doktor Dubies har kun sovet to timer det seneste døgn. Hans øjne er trætte, men han holder sig vågen med kaffe og cigaretter, da jeg tidligere på ugen møder ham på en cafe ved grænsen til Syrien.

- Jeg arbejder i døgndrift, når jeg er på hospitalet i øjeblikket på grund af de mange sårede. I nat sluttede min vagt klokken fem om morgenen, siger Hussam al-Din Dubies, der er 38 år.

Men han føler sig som en på 70, siger han.

Han arbejder fem dage om ugen på et hospital i Idlib og har så et par dage i nabolandet Tyrkiet til at restituere, inden han skal tilbage. Når han er på arbejde, er frygten altid med ham.

- Jeg er altid bange, når jeg er på arbejde, fordi jeg ikke ved, om vi bliver ramt. Og vi hører flyene i luften og bombeangrebene, siger han.

Siden slutningen af april har Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien været hårdt ramt af russiske og syriske luftangreb.

Læge: Hospitalerne er et mål

Adskillige hospitaler er blevet ramt af syriske eller russiske luftangreb, siden en våbenhvile i Idlib-provinsen brød sammen i april.

FN rapporterede i sidste måned, at 18 hospitaler og klinikker var blevet ramt af luftangreb eller granater, mens syriske organisationer siger, at tallet nu er oppe på over 25.

I flere tilfælde har hospitalerne givet gps-koordinater for klinikkerne til FN, som har delt dem med russerne for at undgå bombeangreb. Alligevel er flere af de samme klinikker rapporteret ramt.

Flere syriske læger, DR møder ved grænsen, er sikre på, at hospitalerne bliver ramt med vilje.

- På et tidspunkt blev fem hospitaler ramt på få dage. De ser hospitalerne som mål, og derfor giver vi ikke længere koordinaterne til FN, siger den 34-årige øjenlæge Samer al-Khalij, der arbejder på et hospital nær den tyrkiske grænse.

Hospitalerne er derudover ramt af mangel på læger og medicin i Idlib-provinsen.

- Der er ikke nok læger, fordi en del er flygtet, så vi arbejder i døgndrift og ser dagligt civile sårede, siger Samer al-Khalij.

Hussam al-Din Dubies er læge i Idlib og er overbevist om, at syriske og russiske kampfly bevidst bomber hospitalerne i provinsen. Han vil ikke have sit ansigt frem, da han ikke vil genkendes af det syriske styre. (Foto: © Michael S. Lund)

Rusland: Vi bomber ikke hospitaler

Trods rapporterne fra FN benægter Syrien og Rusland at have bombet hospitaler og klinikker i Idlib.

- Vi bomber ikke hospitaler, sagde Ruslands viceudenrigsminister Sergej Vershinin sidste måned og tilføjede, at alle russiske angreb var imod terrorister.

På cafeen nær grænsen er trætheden ved at overvælde doktor Dubies.

Han ser opgivende ud, da jeg siger, at hospitaler i mange konflikter er blevet ramt ved uheld, og om det ikke kan være sket i Idlib også.

- Russerne har overvågningsdroner og kender koordinaterne på mange af hospitalerne. Det kunne være et uheld, hvis det skete en enkelt gang, men vi ser konstant hospitaler blive bombet, siger han.

Et par dage senere tager han tilbage til hospitalet i Idlib, hvor han kan høre kampflyene i luften, mens han opererer.

- Det er mit land, så jeg er nødt til at hjælpe de civile. Jeg har ikke noget valg, siger han.