Syriske kampfly letter igen fra bombet base

To syriske kampfly er fløjet ud på mission fra den base i Homs, der i nat blev angrebet af USA og ramt af amerikanske raketter.

59 missiler ramte den syriske base ved byen Homs, og de medførte store ødelæggelser. Billeder efterfølgende viser dog, at landingsbanen og flere fly var intakte (Foto: © ho, Scanpix)

To syriske kampfly er fløjet ud på mission fra en base i Homs, der i nat blev angrebet af USA og ramt af amerikanske raketter.

Det oplyser den britisk baserede overvågningsgruppe Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder til franske AFP.

Flyene skal angiveligt være fløjet fra Shayrat-basen, "som er delvist oppe at køre igen, hvor de har bombet mål nær Palmyra", lyder det fra gruppen.

USA's angreb var et svar på et formodet giftgasangreb mod civile i den syriske by Khan Sheikhoun i Idlib-provinsen tirsdag.

FN's Sikkerhedsråd drøfter fredag aften USA's angreb på Ruslands foranledning.

/ritzau/